Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Antimobbestrategien der blev væk

17. april 2019, 12.06

Forleden lod jeg en fortvivlet mor skrive på min Facebookvæg om hendes 12-årige datter, der bliver mobbet i skolen. Mobningen fandt sted i skolen og på den del af Snapchat, hvor man anonymt kan sende sine mere eller mindre afpudsede ytringer ud i æteren som fx: »Hvem synes XX er pæn? XX er fucking fed!«. Den slags florerer på vores børns telefoner. Helt uden konsekvens. Morens opråb blev i alt delt mere end 1000 gange. Et forsigtigt gæt: nogen interesserer sig for emnet.

Hun skriver: »Det er evigt tilbagevendende, at mit barn på 12 år får ondskabsfulde kommentarer på sit udseende. Det startede allerede i 3. klasse. Maven der ikke er flad nok. Du er en flodhest. Du er klam i badetøj. Kommentarer på tøj. Måden man cykler på. Alt. Intet af det har noget på sig, det er bare ondskabsfuldt. Og hvad hvis det var rigtigt? Skal vi mobbe den, der mangler et ben, har mellemrum mellem tænderne, stammer eller er ordblind? Rødhåret? Hvad mobber vi i denne uge? Må den rene kaste den første sten. Jeg er frustreret og ulykkelig. Jeg er helt sikkert søvnløs. Og mit barn er helt sikkert bange for min reaktion, hvis jeg kontakter forældrene, for er hun så også »en stikker«? Hun vil være usynlig, for det vil alle børn. Og sådan svigter vi vores børn igen og igen og igen, uanset hvad vi gør.«

Over en længere periode havde hun forsøgt at råbe skolen op. Uden held. Først da hun gav dem valget mellem et møde og en tur i Tivoli (læs: Go'morgen Danmark) vågnede de og lovede guld, grønne skove og et fast tag om problemet. Dét faste tag forblev dog slapt. I går fik jeg en besked fra endnu en desparat forælder, der havde læst opslaget og havde samme historie: Massiv mobning. Opråb til skolen. Larmende tavshed. Og spørger jeg i nærområdet, er det småt med elevernes oplevelse af skolens handlekraft, når der er børn, som »ikke må være med i klubben - Mulle.«

HVAD F*NDEN SKER DER? Kunne man fristes til at råbe ud i landets lærerværelser. Jeg er med på, at vi som forældre indiskutabelt bærer ansvaret for, at vores afkom opfører sig ordentligt både off- og online. Det gælder ikke mindst medløberen, som er den, der nemmest kan påvirke kulturen i skolen. Men når medløberen ikke lærer det hjemmefra, hvor så? Min veninde skrev til 48 forældre og bad om dialog. Én (skriver én) svarede på henvendelsen. Dæ-åh, kære forældre!

Men, jeg kan alligevel heller ikke undlade at blive nysgerrig på, hvor skolen mon er henne i denne sammenhæng? Hvorfor er det nødvendigt med bål og brand i mail nummer elleve, før de ti foregående tages alvorligt? Er det virkelig så småt med ressourcer eller så stort med berøringsangsten, at det er blevet nemmere stikke hovedet i busken bag en antimobbestrategi, der funkler på papiret, men som ikke er en bønne værd, hvis vores børn går rundt og har det ad helvede til?


Ordet er dit



Mere Debat