Tip os log ind
Jordbærene fra Annexgården er populære, men jordbæravler Peter Pape har besluttet at stoppe produktionen.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Annexgården lukker og slukker

Jordbæravler Peter Pape stopper produktionen på Annexgården i Svostrup, der er kendt for sine jordbær
29. juni 2018, 10.06

SVOSTRUP På søndag er der allersidste åbningsdag hos Annexgården i Svostrup.

Jordbæravler Peter Pape og hans hustru Vita har nemlig besluttet at stoppe produktionen.

Det oplyser ægteparret på Annexgårdens Facebookside.

»Efter flere års overvejelser, og forgæves søgen efter en der vil overtage produktionen, er beslutningen blevet, at vi lukker. Søndag er der selvpluk i ny mark, og der er mange flotte bær tilbage. I er velkomne til at medbringe en greb, og tage de planter I har lyst til.«

»Der er selvfølgelig åben i boden, og hos Silvan, hele dagen med salg af plukkede bær, kartofler og ærter,« lyder det i Facebookopslaget.


Slut efter 41 år

Peter Pape har været en af Silkeborg-områdets store lokale jordbæravlere med base på slægtsgården i Svostrup, hvor han er 11. generation. Det er 41 år siden, at hans forældre plantede de første jordbærplanter ved Annexgården.

»Vi vil hermed sige stor tak til alle vore trofaste jordbærkunder gennem de sidste 41 år. Og til alle de unge mennesker der har været ansat gennem årene - TAK. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer,« skriver han og hustruen på Facebook.

Det var i 1995, at han overtog driften, og siden har han været fuldtids jordbærproducent.

Det var ikke muligt at træffe Peter Pape for en kommentar inden deadline.


Søndag d. 1/7 2018 er sidste åbningsdag på Annexgården.
Efter flere års overvejelser, og forgæves søgen efter en der vil...

Slået op af Annexgården Svostrup JordbærFredag den 29. juni 2018
Ordet er dit



Mere Silkeborg