Tip os log ind
Der var en jævn trafik af vælgere dagen igennem på kommunens største valgsted, Hammel Idrætscenter. Her er det Pia og Fie Skov, der lægger stemmesedlerne i boksen, mens deres børn Viola og Alvida kigger på. - Hvad stemte I, spurgte vi. Det ville Fie ikke svare på, men Pia sagde: - Jeg stemte på SF, det er ikke nogen hemmelighed. ?
Foto: Jens-erik Sinnbeck

Anders G. har en god chance

Kan tage et af de ekstra sæder, som Venstre får i Østjylland
06. juni 2019, 10.29

FAVRSKOV Anders G. Christensen, Favrskovs tidligere V-borgmester, er et godt bud på et nyt østjysk folketingsmedlem.

Venstre gik frem over hele linjen i det østjyske - i Favrskov Kommune gik partiet over fire procent frem til 25,6 procent - 3,0 mere end samlet i den østjyske storkreds.

Det betyder, at V-gruppen i det nye folketing udvides fra fire til seks østjyske medlemmer. Og her kan Anders G. Christensen, der i forvejen er en kendt skikkelse i Favrskov og nabokommuner, have en pæn chance i det nervepirrende spil, der afgøres med optællingen af de personlige stemmer senere i dag.

Socialdemokraterne holdt skansen i Favrskov, og her ventes Daniel Toft at beholde sit mandat.

De Konservative fordoblede deres mandattal fra seks til 12 på landsplan, og det kan give en chance for Favrskov-kandidaten Charlotte Green, men det skal vise sig i aften.

Resultatet i Favrskov afspejler landsresultatet med massiv fremgang til De Radikale og SF og kraftige klø til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Ligeledes er Alternativet gået kraftigt tilbage, mens Enhedslisten nøjes med et svagt fald.


Ordet er dit