Tip os
Foto: Martin Ballund

Alle har ret til at glædes over Designa

09. februar 2018, 12.16

Erhvervsnyheder af den urovækkende slags prægede overskrifterne i det lokale dagblad i ugens første dage, men torsdag midt på eftermiddagen fik vi alle en dosis tiltrængt modgift mod tristessen, da nyheden om Designas salg brød, vederkvægende som en vintergæk den første dag med lun luft over Danmark.

Mens vi stadig venter på nye bulletiner om rigets tilstand i Tvilum og Virklund Sport - og nyheden om vaskerinedturen i Kjellerup stadig står i frisk erindring - var beskeden om at et trekløver af friske erhvervsfolk tror så meget på Kjellerups ikon-virksomhed Designa, at de kaster penge i foretagenet, lige hvad vi havde behov for op mod weekenden. Skulle vi også have berettet om en lukning af den landskendte køkkenvirksomhed, havde det ikke været til at bære. For virksomheden. For de mange lønmodtagere. For Kjellerup. For kommunen. Og for den generelle tiltro til, at det er muligt at drive god, gammeldags produktionsvirksomhed på de her breddegrader.

Men det er det. Og det tror hovedinvestor Per Christensen samt hans to partnere Christian Monrad Overgaard og David Meyer så meget på, at de fortalte vidt og bredt om det på virksomheden i går.

Det udløste naturligvis feststemning blandt de ansatte, og efter lang tids usikkerhed om Designas langsigtede skæbne, er det til at forstå.

Når tingene kører, og alt ånder fred og idyl, tænker vi jo ikke over, hvorvidt vi har et arbejde. Men når jobbet er truet, går vi angste i seng, og tvivlen og tankerne har det med at sætte sig midt i maven. Det er ikke sundt.

Nu kan de se fremad på Designa i Kjellerup. Virksomhedsovertagelsen er hovedårsagen. Men det var jo ikke kommet dertil, hvis ikke kaptajnen på broen i den krævende overlevelseskamp, Erik Høj, havde spillet en fin kamp.

Det er sin sag at manøvrere en eksistenstruet virksomhed ind på smult vand, og det er Høj lykkedes med. Sammen med de loyale og dygtige medarbejdere, der blev og sikrede kvalitetsprodukterne, som Designa skal overleve på i det lange løb.

Varemærket er kendt, køkkenerne er fine, folkene bag er dygtige, tiderne er gunstige med penge blandt folk. Vejen mod en rodfæstning af Designa som en blivende faktor i Kjellerup er brolagt med positive tegn.

Og det er godt for et Kjellerup, der nok har mange kvaliteter og kompetencer, men som dag ud og dag ind må slås for ikke at blive en af de mindre provinsbyer, som sygner hen.

Men i dag er en god dag.

Og alle har ret til at glædes over et sikret Designa.


Ordet er dit



Mere Debat