Tip os log ind
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Aja er vores Greta Thunberg

15. marts 2019, 12.39

Kære Aja Melgaard Pedersen ...

Ja, du ved nok ikke, hvem jeg er, men det er også lige meget.

Jeg ved til gengæld, hvem du er, og det er vigtigere.

Jeg ved, at du er en stor pige - en teenager - eller måske en ung kvinde - det afhænger af, om det er dig, man spørger, eller om det er andre, der ser på dig.

Men også det er lige meget.

Det, der ikke er lige meget er, at du tog initiativ til, at du selv og en række af dine klassekammerater og andre fra skolen i Sejs-Svejbæk i dag var til demonstration i Aarhus.

I er nemlig så bekymrede for klimaet og vores klodes fremtid, at I ikke længere bare vil sidde på hænderne og vente på, at det hele går af Pommern til.

Det synes jeg er mega, mega sejt. Og jeg ville ønske, at jeg og alle mine jævnaldrende var lige så handlekraftige og bevidste om, at vi er på en kurs, der ikke nytter.

Men det er vi desværre ikke, og derfor er det så godt, at du og dine tager affære.

Man kan sige, at det er fejt, at vi ældre bare lader jer unge gå i front for at tage kampen for en mere miljørigtig fremtid, hvor poler ikke smelter, og hvor have ikke fyldes af plastic. Men jeg tænker, at når din jævnaldrende rollemodel Greta Thunberg i Sverige og du går de første skridt, så er vi vel ikke så tykhovedede, at vi i vores generationer ikke følger efter på et tidspunkt?

Så tak til dig, Aja Melgaard Pedersen, for at være Silkeborgs svar på Greta oppe i Stockholm. Hun er netop blevet indstillet til Nobels Fredspris. Det er ikke sikkert, du når helt så langt. Men du har fat i noget, og bliv endelig ved.

Ja ja, jeg ved, at mange mener, I bare skulle klappe hælene sammen og stille i skolen i dag. »Det er pjæk, er det, sådan at flintre til Aarhus. De går sikkert på burgerbar eller det, der er usundere. Og det er ikke engang Blå Mandag.«

Ved du hvad, vær fuldstændig ligeglad med os gamle tosser. I har gang i noget meget større.

Jeg ser heldigvis, at din skoleleder, Kristian Mikkelsen, er en fornuftig mand. Han siger det rigtige: At det er ulovligt fravær, og at I ikke havde fået lov, hvis I havde spurgt. Men jeg fornemmer, at han er med jer i hjertet. Og tænk på alt det andet I lærer sådan en usædvanlig forårs-fredag.

Det, I har gang i, hedder civil ulydighed, og det må man godt i en større sags tjeneste. En mand, der hed Ghandi, gjorde det for længe siden i Indien. Han ville gøre sit land til et bedre sted at være. Ham snakker de stadig en del om.

Du vil gerne være med til at redde min jord på den lange bane.

Kør på med det, Aja Thunberg Ghandi fra Sejs-Svejbæk.

Jeg håber, jeg en dag bliver lige så modig og aktivistisk som dig.


Ordet er dit



Mere Debat