Tip os log ind
Naturstyrelsen har et stort afskydningsbehov på krondyr for at mindske skaderne på nabolandmænds markafgrøder. Naturstyrelsen har derfor i sidste uge afholdt to betalingsjagter i henholdsvis Nørlund Plantage og Harrild Hede og i Kompedal Plantage.

72 krondyr nedlagt i midtjyske statsskove

De knap 100 betalende skytter nedlagde tilsammen 72 krondyr, heraf var de 9 hjorte
21. november 2017, 15.17

MIDTJYLLAND Naturstyrelsen har et stort afskydningsbehov på krondyr for at mindske skaderne på nabolandmænds markafgrøder. Naturstyrelsen har derfor i sidste uge afholdt to betalingsjagter i henholdsvis Nørlund Plantage og Harrild Hede og i Kompedal Plantage.

Over de to dage havde tilsammen knap 100 betalende skytter gode oplevelser i skoven med mange dyr og med en god afskydning. Til sammen blev der over de to dage skudt i alt 72 krondyr, heraf 9 hjorte større end eller lig 10-ender.

Jagten i Nørlund Plantage og Harrild Hede foregik i solskin og godt vejr, mens vejret viste sig fra den lidt mere fugtige side dagen efter i Kompedal Plantage.

Der var stor spænding forud for jagten i Kompedal, da det var første gang, Naturstyrelsen har afholdt betalingsjagt her. Spændingen blev udløst med stor tilfredshed, idet de 36 skytter havde mange oplevelser og i gennemsnit så godt 60 krondyr i løbet af dagen. Hertil kommer, at de til sammen skød i alt 39 krondyr.

En skytte havde blandt flere krondyr nedlagt en 12-ender kronhjort.

- Hvorfor tage til Polen eller Ungarn, når man kan opleve sådan en jagt i Danmark - og endda være heldig at skyde hjort uden at skulle betale det hvide ud af øjnene, siger han.

En anden jæger havde en stor oplevelse, da en af »veteranklubberne«, en rudel bestående af ældre hjorte, anført af en stærk 18-ender hjort, sneg sig forbi hans post, uden at han fik chance til at afgive skud.

Skovrider Poul Ravnsbæk er tilfreds:

- Dejligt at få lagt godt fra land med afskydningen af krondyr. Vi håber at komme et godt stykke over 150 nedlagte dyr i de to områder tilsammen i denne sæson, og med de mange sete dyr lover det godt for de næste betalingsjagter midt i december, siger han.

Der er endnu ledige pladser på betalingsjagterne hos Naturstyrelsen. Interesserede jægere kan finde nærmere oplysninger om jagterne her: Køb dagjagter. Alle med jagttegn og bestået riffelprøve er velkomne til at købe plads, også selv om man har været på andre betalingsjagter hos Naturstyrelsen i år.

Naturstyrelsen forsøger sig i disse år med øget udleje af jagt i form af dagjagter med betalende jægere for dels at få penge i kassen til at finansiere f. eks naturpleje og friluftsliv, dels opnå en effektiv afskydning på en måde, der giver mindst mulige forstyrrelser for andre brugere af skovene og friluftslivet i øvrigt.


Ordet er dit