Tip os log ind

44-årige i varetægt sigtet for afpresning og vold

Den 44-årige, der i en periode boede i Ry, nægter sig skyldig
27. juni 2018, 14.31

SKANDERBORG/RY En 44-årig mand fra Aarhus er varetægtsfængslet i fire uger med en sigtelse for afpresning og grov vold mod en 32-årig mand fra Skanderborg.

Den 44-årige nægtede sig skyldig, da han i går blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Horsens, og han har kæret fængslingen til Vestre Landsret.

Ifølge Horsens Folkeblad forklarede han i retten, at han og en kammerat havde hjulpet den 32-årige ud af en knibe, da denne en aften i juni i fjor var ved at få tæsk på et værtshus i Skanderborg. Den 32-årige havde ifølge den nu fængslede købt kokain for 5000 kroner, men kunne ikke betale.

Den 44-årige og hans kammerat havde derfor hjulpet den 32-årige og lagt ud for de 5000 kroner.

De to mødtes nogle dage senere, da den 32-årige opsøgte den 44-årige, der på det tidspunkt boede med sin kæreste i Ry. Her aftalte de ifølge den fængslede, at gælden skulle afdrages med 1000 kroner om måneden.

Anklageren Henrik Møller havde ifølge Horsens Folkeblad en helt anden version af sagen. Nemlig at den 44-årige med trusler og grov vold havde afpresset den 32-årige for et beløb på hele 350.000 kroner fra juni frem til december i fjor.

Retten troede mere på anklageren end på den sigtede og varetægtsfængslede ham i fire uger.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten