Tip os log ind

41-årig havde pumpgun i bilen: Idømt fem års fængsel

Retten fandt det skærpende at den 41-årige fra Hammel kørte rundt med et skydevåben på offentligt sted. Han nægter sig skyldig og har anket dommen
18. oktober 2018, 23.35

HAMMEL Det koster en 41-årig mand fra Hammel fem et halvt års fængsel, at han i tilbage marts kørte rundt med en pumpgun i bilen, ligesom han også tidligere på året var i besiddelse en Walther-pistol.

Straffen fastsatte Retten i Randers, der mandag kendte den 41-årige skyldig i to forhold af ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, det ene på offentligt tilgængeligt sted, besiddelse af narko, narkokørsel og brugstyveri af en bil.

Det var den 15. marts, at en patrulje standsede den 41-årige i hans bil ud for hans lejlighed i Hammel. Betjentene havde mistanke om, at han havde stoffer på sig, og da den 41-årige virkede synligt nervøs, besluttede de at visitere ham og ransage hans bil. Det viste sig at være en god idé. I hans bælte sad en signalpistol, og under hans ene arm sad en kniv i en dertilhørende skede. I bagagerummet lå en skarpladt pumpgun med ekstra patroner.

Det viste sig, at den 41-årige havde brugssjålet bilen og tilmed havde kørt med narko i blodet. Han blev anholdt på stedet, og fundene i bilen fik politiet til at undersøge både mandens og hans kærestes hjem nærmere.

Her fandt de, udover hash og amfetamin, også indikationer på, at han tidligere havde haft en pistol. Pistolen kunne flere vidner bekræfte, at den 41-årige havde besiddet, hvilket han også blev dømt for.

I retten forklarede den 41-årige, at han havde anskaffet sig en pumpgun, fordi han var bange for nogle unavngivne personer, som havde truet ham.

Hans forklaring fandt retten dog ikke formildende, og anklager Laura Simoni Pedersen er godt tilfreds med dommen.

- Det var særligt skærpende, at den 41-årige kørte rundt med et skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, hvor der var risiko for, at våbnet ville blive anvendt til fare for andre. Derudover var den tiltalte tidligere dømt for at have besiddet et skydevåben, hvilket også havde en betydning for straffen. Dommen viser imidlertid, at der bliver set meget alvorligt på våbenbesiddelse, hvis det sker i det offentlige rum, siger anklageren.

Den 41-årige ankede dommen. Den tiltale nægtede sig skyldig i begge forhold vedrørende besiddelse af skydevåben.


Ordet er dit



Mere Hammel