Tip os log ind
Kenneth Blom begyndte som arbejdsdreng ved AVK i Galten.

25-års jubilæum efter 32 år hos AVK i Galten

Gammel Galten-dreng har også haft mulighed for at opleve verden i løbet af de år, han har været ved AVK
11. juni 2019, 12.00

JUBILAR Kenneth Blom fejrer 25-års jubilæum ved AVK i Galten torsdag 13. juni.

Han voksede op i Galten i 70'erne, hvor livet var anderledes end i dag og byen noget mindre. Fritiden blev mest brugt på fodbold og badminton.

Midt i 10. klasse i 1985 forlod han folkeskolen for at forsætte som arbejdsdreng hos den lokale maskinfabrik AVK. Han vidste, at han ønskede sig en praktisk teknisk uddannelse, og her var maskinarbejder hos den lokale maskinfabrik den oplagte løsning.

Dengang var det svært at få en læreplads som maskinarbejder, men med et års indsats som arbejdsdreng var lærepladsen hans. Fire år senere fik han sit svendebrev, og han fik efterfølgende arbejde som gruppeleder i montagen hos AVK samt ansvaret for reparationerne af maskinerne i montageafdelingen på maskinfabrikken på Smedeskovvej.

I 1991 forlod Kenneth Blom Galten og AVK med sin rygsæk og sit pas. Han ville ud og opleve verden og rejste bl.a. til USA, Hawaii, New Zealand, Australien, Indonesien, Malaysia og Thailand.

Efter at være kommet sikkert hjem til Danmark blev han ansat i Produktionsteknisk afdeling på AVK, hvor han var i ca. et års tid. Herefter begyndte han at læse til maskintekniker med speciale i maskinkonstruktion.

Efter eksamen blev han ansat som Project Manager i Udviklingsafdelingen hos AVK Tech. Her tilbragte han de næste 10 år, hvor omkring 90% af arbejdstiden blev brugt på udviklingsprojekter i samarbejde med det amerikanske produktionsselskab American AVK.


Et år i Australien

I 2005 solgte Kenneth og hans kone deres hus i Galten, for sammen med deres fem-årige tvillingedrenge, at udforske det solrige kystliv i Adelaide, Australien. Her var han udstationeret i AVK Australia som Technical Manager. Familien blev i Australien i lidt over et år og vendte derefter hjem til Galten, da drengene skulle starte i skole.

Hjemme igen fortsatte han i sin tidligere stilling som Project Manager hos Tech Udvikling. Afdelingen blev kort efter delt i to: Med alle de nye produkter, der blev udviklet, opstod der et naturligt behov for en decideret produktserviceafdeling og en egentlig udviklingsafdeling, og Kenneth blev udnævnt ansvarlig for Tech Service. Senere blev Kenneth ansvarlig for både for Tech Udvikling og Tech Service.

I de kommende år udvidede man Tech Udvikling med kontorer i Polen og Kina og i 2015 blev ansvaret for de to Tech afdelinger opdelt: Kenneth Blom fortsatte som ansvarlig for Tech Service, og Søren Kjær overtog ansvaret for Tech Udvikling.

Med i alt ca. 32 år i AVK Gruppen har Kenneth altid været meget glad for at arbejde hos AVK. De mange muligheder og forskellige positioner undervejs har gjort, at han aldrig har haft lyst til at søge nye muligheder udenfor AVK.


Ordet er dit



Mere Navne