Tip os log ind
Himmelbjerget ligger mellem Ry og Silkeborg - 147 meter over havets overflade. De naturskønne omgivelser bliver kulisse for Demokratiets Folkemøde, der samler tråden op fra digterpræsten Steen Steensen Blicher. (Arkivfoto). Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

Folkemøde på Himmelbjerget er tilbage efter 175 års pause

Demokratiets Folkemøde følger i Steen Steensen Blichers fodspor og sætter demokratiets tilstand under lup.
11. juni 2019, 08.33

Ry Bornholm har Folkemødet, Nykøbing Mors har Kulturmødet og Hirtshals Naturmødet.

Og nu kommer endnu et møde til samlingen - Demokratiets Folkemøde på Himmelbjerget i det midtjyske søhøjland.

- Vi kalder det demokratiets folkemøde, fordi vi vil tage temperaturen på, hvordan demokratiet egentlig har det, siger en af initiativtagerne, Claus Leick.

Han er medlem af byrådet i Skanderborg for partiet SF. Men folkemødet på Himmelbjerget er upolitisk, understreger han.

Idéen med at holde et folkemøde på Himmelbjergets top er faktisk ikke helt ny.

Den går helt tilbage til august 1839, da digterpræsten Steen Steensen Blicher holdt det første af en række folkemøder i de naturskønne omgivelser.

Himmelbjergfesten, som mødet blev kaldt dengang, voksede gennem årene og tiltrak tusinder af mennesker.

I 1844 - for 175 år siden - blev festerne på toppen af det midtjyske søhøjland indstillet.

Få år senere - 5. juni 1849 - underskrev kong Frederik 7. landets første frie forfatning, Grundloven.

Det 25 meter høje tårn på Himmelbjerget blev rejst til minde om »Grundlovens giver«.

- Vi er mange, der har snakket om, at der burde være et folkemøde igen på Himmelbjerget med den historie, stedet har, siger Claus Leick.

Blandt oplægsholderne på det første møde er tidligere radikal minister Marianne Jelved og en række debattører og mediepersoner.

Blandt andre chefredaktør for Mandag Morgen Lisbeth Knudsen og tidligere direktør for DR Nyheder Ulrik Haagerup.

- Vi skal også snakke fake news og sociale medier. Er det i virkeligheden mere skidt end godt for demokratiet, siger Claus Leick.

Spørgsmål: Der er efterhånden mange folkemøder. Risikerer det her ikke at drukne i mængden?

- Vores ambition er ikke at vælte Himmelbjerget. Vi starter i det små og har ikke en stor økonomi på spil.

- Hvis der så er opbakning til det, er vi klar til at fortsætte og videreudvikle det til næste år, siger Claus Leick.

Demokratiets Folkemøde afholdes søndag 18. august, og det er gratis at deltage.

/ritzau/


Ordet er dit