Tip os log ind
- Brugerne af familiehuset inddrages i første fase af evalueringen for at sikre, at den drejer sig om de forhold, som familierne finder mest relevante for deres ophold og samspillet mellem familierne og afsnittet for børn og unge, siger ergoterapeut Henriette Holm Stabel, der er ansvarlig for evalueringen.

Nu skal det nye familiehus evalueres

Trygfonden har doneret 310.000 kroner til en evaluering af det nye Familiehus ved Hammel Neurocenter
15. april 2019, 16.30

HAMMEL For tre måneder siden blev Trygfondens Familiehus ved Hammel Neurocenter festligt indviet - desværre uden deltagelse af kronprinsesse Mary, som det var planlagt.

Husets otte lejligheder har lige siden været i flittig brug til familier til børn, der på grund af en ulykke eller sygdom har fået en hjerneskade og er blevet indlagt på Hammel Neurocenter.

Med familiehuset har de fået langt bedre mulighed for at have familien tæt på sig under det ofte lange genoptræningsforløb, der følger efter.

Familiehuset giver familierne til de indlagte børn et sted, hvor de har plads til leg, afslapning, motion og musik, og hvor der frem for alt er plads til at pleje familielivet.


310.000 kr. fra Trygfonden

Det er kommet i rigtig god brug, og nu er der en evaluering på vej.

Trygfonden har doneret 310.000 kroner til en evaluering, der skal give viden om, hvordan familierne oplever deres ophold i familiehuset, den praktiske hverdag, samspillet og dialogen med de øvrige familier, de frivillige, koordinatoren, ledelsen og de fagprofessionelle på Hammel Neurocenter.

- Vi forventer, at evalueringen kan bidrage med nye forståelser og løsninger, der kan medvirke til videreudvikling og kvalitetssikring af indsatsen. Ikke kun i relation til familiehuset, men også rehabiliteringsindsatsen generelt til gavn for de børn og unge, der rammes af hjerneskade, siger ergoterapeut, phD, Henriette Holm Stabel. Hun er ansat i Forskningsenheden på Hammel Neurocenter, hvor hun er ansvarlig for evalueringsprocessen.

Evalueringen har to faser, hvor den første finder sted hen over sommeren 2019. Denne fase har til formål at justere indsatsen her og nu, og samtidig at udvikle rammerne for evalueringens anden fase.

Brugerne af familiehuset inddrages i første fase for at sikre, at evalueringen drejer sig om de forhold, som familierne finder mest relevante for deres ophold og samspillet mellem familierne og afsnittet for børn og unge på Hammel Neurocenter.

Fase to forløber over foråret 2020, og den endelige evalueringsrapport forventes færdig i løbet af sommeren 2020.


Ordet er dit



Mere Favrskov-Hammel