Tip os log ind
Foto: Henrik Ole Jensen

Smuk afsked med Louisa Vesterager Jespersen i Ikast

Familie, venner og mange andre var lørdag med til at sige farvel i Fonnesbæk Kirke
12. januar 2019, 15.01

Ikast Familie, venner og mange andre med relation til Louisa Vesterager Jespersen var lørdag samlet i Fonnesbæk Kirke i Ikast for at minde den 24-årige, der blev dræbt i Marokko 17. december.

Begravelsen startede klokken 13, og lang tid inden da samledes mange mennesker foran kirken for at vise deres respekt og minde Louisa Vesterager Jespersen.

Flere hundrede hilste på familien, der stod i foyeren og gav hånd til de mange fremmødte. Der blev krammet, kondoleret og kærlige ord blev udvekslet.

Sognepræst Torben Pedersen stod for begravelsen, og han kom blandt andet ind på det uforståelige og meningsløse i drabet på de to kvinder.

- Hvor hjerter er fyldt af sorg og smerte, for det, der er sket, må ikke ske, synes vi, og når det alligevel sker, så bliver vi bange og forvirrede. Gud, før os igennem disse svære dage og uger. Før os nærmere dig, nærmere til troen, håbet og kærligheden, som er din gode vilje til os

Han kom også ind på, hvor umuligt det er at sætte ord på den smerte, som familien og andre efterladte føler.

- Ingen af os har ord for den forfærdelse, som greb os, da vi mandag den 17. december fik at høre, at en dansk og norsk pige var blevet myrdet i Marokko. Og da de nærmere omstændigheder omkring drabene på Louisa og hendes norske veninde Maren ved foden af Atlasbjergene i de følgende dagene kom frem, ja, så føltes det nærmest som et mareridt, man bare ikke kunne vågne op af. I stedet blev man dag for dag fyldt af gru og forfærdelse og afsky, men også af afmagt over de bestialske og totalt meningsløse drab på de to unge piger. Vores tanker og medfølelse gik naturligvis også straks til de to pigers familier, og vi hverken skal, tør eller kan sætte ord på den smerte, lidelse, forfærdelse, der har huseret i jeres sind.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i begravelsen, og han holdt en tale i kirken.

Præsten takkede på familiens vegne for støtten i den hårde tid.


Ordet er dit



Mere Ikast