Tip os log ind

Kom nu S, selvfølgelig kan Danmark tage kvoteflygtninge

27. november 2018, 12.58

Medmenneskelighed Danmark siger nej til at tage kvoteflygtninge. IGEN i år vender vi ryggen til verdens svageste. Som om det ikke var slemt nok, så bakker Socialdemokratiet endda op om regeringens beslutning.

Det betyder, at vi igen i år afviser at hjælpe 500 nødstedte mennesker, som på grund af krig og frygt for deres liv sidder fastlåst i primitive flygtningelejre.

Der er tale om 500 af verdens allersvageste mennesker. Det er ikke lykkeriddere eller migranter, men folk, som af FN er blevet erklæret flygtninge. De er på flugt fra krig og ødelæggelser. Med deres børn på armene og mange med traumatiske oplevelser i bagagen. Hvis Danmark ikke kan passe på 500 af dem, hvem kan så?

Det svarer gennemsnitligt til 5 per kommune. Måske en enkelt familie? Hvis Horsens ikke kan passe på sådan en familie, hvem kan så?

Ud over at være rasende over, at de store partier ikke ranker ryggen, finder medmenneskeligheden frem og tager Danmarks internationale ansvar på sig, så er jeg mildest talt forvirret over, hvad Venstre og Socialdemokratiet egentlig mener på udlændingeområdet.

For mens de fremhæver kvotesystemet som noget, der bør foretrækkes over spontane asylansøgere ved grænsen, nægter de at bidrage til at tage imod netop kvoteflygtninge.

Radikale Venstre mener også, det er bedst for alle, hvis de flygtninge, der kommer til Danmark, kommer som kvoteflygtninge i stedet for at tage den farlige flugt over Middelhavet ved hjælp af menneskesmuglere. Spontane asylansøgere har ofte sat deres liv over styr for at komme hertil. Det er ikke noget, vi ønsker. Men så er vi da også nødt til at komme i gang igen?

Siden Danmark i 2016 suspenderede sin modtagelse af kvoteflygtninge, fordi der skete en voldsom stigning i spontane asylansøgere ved den danske grænse, er antallet af flygtninge faldet massivt. EU har fået bedre styr på de ydre grænser, så vi får ikke særligt mange flygtninge længere.

Jeg kan ikke se en eneste grund til, at regeringen fortsætter med at vende det døve øre til, når det internationale samfund kalder på vores hjælp, og ryggen til, når verdens mest udsatte rækker hånden ud efter den.

Kom nu S, selvfølgelig kan vi tage imod kvoteflygtninge.


Ordet er dit



Mere Debat