Tip os log ind
Et voldsomt jordskælv i Japan har forårsaget flere jordskred på øen Hokkaido. På billedet er det huse i landsbyen Atsuma, der er blevet ødelagt af et jordskred.
Foto: Kyodo/reuters

Et kraftigt jordskælv dræber to og sårer mindst 125 i Japan

Flere huse er begravet, og knap tre millioner hjem er uden strøm, efter at et jordskælv har ramt en japansk ø
06. september 2018, 06.53

Udland Et kraftigt jordskælv har dræbt to personer og såret mindst 125 på øen Hokkaido i det nordlige Japan.

Ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) er jordskælvet målt til en beregnet størrelse på 6,7, skriver nyhedsbureauet AP.

Jordskælvets epicenter ramte øst for byen Tomakomai, som ligger 68 kilometer fra øens hovedby Sapporo. Rystelserne kunne også mærkes i Sapporo, der har en befolkning på 1,9 millioner indbyggere.

Regeringen i Japan bekræfter, at to personer har mistet livet under jordskælvet, skriver AP.

Den ene er en 85-årig mand, der blev fundet fundet livløs i Tomakomai, oplyser det japanske beredskab. Han skal være faldet ned ad trapperne i sit hus under jordskælvet.

Mindst 125 personer er blevet såret i de omkringliggende landsbyer, mens 20 personer savnes, rapporterer det japanske public service-medie NHK.

Jordskælvet har forårsaget mindst fire jordskred, som har begravet flere huse og indespærret og såret flere personer.

Et jordskred har blandt andet ramt landsbyen Atsuma, hvor flere lavtliggende huse er blevet begravet. Omkring ti personer i Atsuma er efterfølgende bragt til hospitalet, en af dem med alvorlige skader. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Forsvaret har allerede tropper på omkring 4000 mand i gang og planlægger at opruste til omkring 25.000. Vi vil gøre vores bedste for at redde liv, siger Japans premierminister, Shinzo Abe, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Knap tre millioner hjem på Hokkaido er blevet efterladt uden strøm. Ifølge myndighederne kan der gå »flere timer«, før strømmen vender tilbage.

Et atomkraftværk på øen blev midlertidigt sat ud af kraft efter jordskælvet, rapporterer NHK.

En talsmand for den japanske regering advarer lokalbefolkningen om risikoen for efterskælv og opfordrer indbyggerne til at følge med i medierne.

Jordskælvet har ikke skabt risiko for en tsunami, oplyser det meteorologiske institut i Japan.

/ritzau/


Ordet er dit



Mere Udland