Tip os log ind
- Jeg vil nødig ekspropriere, siger Mette Frederiksen til Politiken i forbindelse med, at partiet vil kræve jordreform af landbruget i forhandlinger om en klimaplan.
Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/ritzau Scanpix

Socialdemokratiet kræver jordreform i klimaplan

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil underlægge landbruget et klimamål gennem jordreform
22. august 2018, 07.32

Landbrug Forud for de kommende forhandlinger om en klimaplan kræver Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, nu, at landbruget skal »yde et fair og fornuftigt bidrag« til at reducere udslippet af drivhusgasser.

Det skriver Politiken onsdag.

Ifølge Socialdemokratiet skal landbruget underlægges et klimamål og på den måde reducere udslippet af CO2. Partiets løsning er en jordreform.

Reformen vil medføre, at man ved at udtage lavtliggende jorder fra produktionen kan hjælpe klimaet. De jorder er typisk langs vandløb og drænes ofte for vand. Når det sker, nedbrydes tørv i jorden til CO2, hvilket medfører et betydeligt udslip.

Lavtliggende jord udgør lidt under tre procent af den dyrkede jord i Danmark. Alligevel står det for omkring 10 procent af landbrugets udledning af drivhusgasser.

Derfor vil Mette Frederiksen bytte rundt på landbrugsjord og i visse tilfælde lade staten »opkøbe« jord gennem frivillige aftaler.

- Jeg vil nødig ekspropriere, siger Mette Frederiksen til Politiken. Men hun vil heller ikke afvise det endegyldigt.

I forbindelse med en jordreform ser Socialdemokratiet muligheden for at samle den enkelte landmands jord, så vedkommende får kortest mulig afstand til sine marker og skal køre færre kilometer med tunge maskiner.

I samme ombæring skal vild natur adskilles fra marker, så dyr og planter kan bevæge sig frit.

Det er også en mulighed for at udtage landbrugsjord tæt på vandmiljø fra produktionen, fordi det mindsker spredningen af kvælstof fra gylle og anden gødning.

Hos Danmarks Naturfredningsforening kalder man forslaget en »fantastisk idé«.

- Kæmpe ros til Socialdemokraterne for at ville sætte gang i en jordreform, der tager jord ud af produktion, og i stedet omlægger det til natur. Det er fuldstændig den rigtige vej at gå, siger præsident Maria Reumert Gjerding.

Landbruget er overordnet set positiv over for forslaget. Det samme er Venstre, hvor jordfordeling er på »arbejdsblokken« i regeringspartiet, skriver Politiken.

Fødevareordfører Erling Bonnesen (V) savner til gengæld svar på, hvor mange hektar Socialdemokratiet vil omlægge, og hvad det vil koste staten.

- Det er ikke nok med løse tanker, siger han til Politiken.

/ritzau/


Ordet er dit



Mere Erhverv