Tip os log ind
Tirsdag 14. august er traditionen tro en aften i visernes tegn i Bording Forsamlingshus. Billedet er fra en tidligere visecafé. ?
Foto: Kim Kristensen

Byfesten synges i gang

Tirsdag byder på Vise-café i Bording
10. august 2018, 10.56

Bording Som traditionen byder i Bording, er der visecafeaften i forbindelse med byfesten. Dette års cafe er den ottende i rækken. Den finder sted tirsdag 14. august i Bording Forsamlingshus.

Aftenen forløber med, at nogle lokale borgere er blevet bedt om at foreslå en sang, hvor de så kort begrunder, hvorfor de netop har valgt deres sang.

Dette munder så ud i fællessang med musikledsagelse til. Man kan blandt andet synge med på sange og viser, der handler om alt lige fra »Jeg samler på de små børns smil« og til »Vi vil ha' voksne der griner«, så mon ikke alle får rørt smiletøjet.


Hjemmebagte boller

Det er også spændende, om det er rumæneren Florin, der har valgt »I Danmark er jeg født«, og om det er sognets nye præst, der har valgt »Jeg er en af dem, de andre ikke må lege med«.

I løbet af aftenen kan der købes »vand, og vin, mens ostebord og hjemmebagte boller og kaffe er inkluderet i entreen.

Ekkokoret fra Engesvang, er leveringsdygtig med et par indslag. Koret er under ledelse af Joan Frost og med Stig Skovbo ved klaveret. Stig Skovbo spiller også til fællessangene.

Blandt kormedlemmerne kommer mange fra Bording, og det er dem, der klarer alt det praktiske.

Udvalget bag visecaféen er sikker på, at det bliver en rigtig god aften, så opfordringen lyder: Bordinggensere og andet godtfolk, kom og få noget på opleveren ved visecafeen og vær en del af Bordings største fællessangskor.

Entreen dækker også kaffe og ostebord.


Ordet er dit



Mere Bording-Engesvang