Tip os log ind
Udbrændte biler ses ved en bolig under en himmel farvet dybrød af en naturbrand, der er ude af kontrol, nær byen Redding i det nordlige Californien.
Foto: Josh Edelson/ritzau Scanpix

Eksplosiv ildstorm i Californien dræber brandinspektør

500 boliger er gået op i flammer og tusindvis er evakueret fra voldsom naturbrand i det nordlige Californien
28. juli 2018, 06.56

UDLAND En hurtigt voksende naturbrand i det nordlige Californien har fredag kostet endnu en brandmand livet, udløst evakueringer af tusindvis i byen Redding og ødelagt omkring 500 boliger.

Yderligere 5000 boliger og butikker er truet af flammerne, siger embedsfolk ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kraftig vind var årsag til, at branden med kort varsel bredte sig fra skovbeklædte bjergsider til Redding, der er hjem for omkring 90.000 mennesker.

Flammerne udviklede sig til en såkaldt ildstorm, som ifølge Reuters var så kraftig, at den sprang hen over Sacramento Floden og ramte den vestlige del af byen.

- Aldrig har jeg oplevet noget så skræmmende i mit liv, siger Liz Williams, der sammen med sine to børn flygtede fra flammerne i bil.

Mange andre gjorde det samme, og for at komme fri af trafikkøerne fortsatte hun flugten ved at køre op på et fortov, beretter nyhedsbureauet AP.

Politiet beordrede omkring 37.000 personer evakueret.

Flammerne bevægede sig så hurtigt, at brandfolk, der arbejdede i ovnlignende temperaturer, måtte opgive forsøget på at bekæmpe dem.

Politichefen i Redding er blandt de mange, som måtte se sit hus blive forvandlet til en askehob.

Byens brandinspektør, Jeremy Stoke, meldes dræbt i ildstormen. Han er det andet dødsoffer for den eksplosive brand.

Torsdag blev liget af en mand, der var privatansat til at rydde buskadser med en bulldozer, fundet dræbt.

- Vi bekæmper ikke en brand, siger Jonathan Cox fra Californiens myndighed for skov- og brandbeskyttelse (CalFire).

- Vi forsøger at få folk væk fra dens rute, fordi den nu er dødsensfarlig og bevæger sig med hastigheder og på måder, som vi ikke har set før i det her område, siger han til AP.

Flammerne havde fredag aften afbrændt næsten 20.000 hektar. Og vejrforholdene lover ikke godt for at få branden under kontrol. De næste syv til ti dage ventes der høje temperaturer og lav luftfugtighed i området.

- Denne brand er langtfra forbi, siger Ken Pimlott, øverste chef for CalFire, til Reuters.

/ritzau/


Ordet er dit



Mere Udland