Tip os
Politiet præsenterer en ny plan, der blandt andet betyder, at de i fremtiden ved være meget mere synlige omkring Udrejsecenter Kærshovedgård.
Foto: Henrik Ole Jensen

Mere politi ved Kærshovedgård

Ny plan skal skabe øget tryghed blandt naboer til udrejsecentret
12. januar 2018, 09.07

kærshovedgård Den seneste tids hændelser ved Kærshovedgård, hvor man i flere tilfælde har forsøgt at stande forbikørende bilister, har skabt en øget grad af utryghed i området.

Derfor sætter politiet nu også ind med en ny plan, der har til hensigt at øge trygheden.

- Vi anerkender, at der er en særlig udfordring omkring Kærshovedgård, og at situationen fylder rigtig meget for borgerne i området. Det kalder på en særlig indsats fra os. Derfor drejer vi på de håndtag, vi har, for at komme borgernes efterspørgsel på mere synligt politi i mødesiger vicepolitiinspektør Kell Svenningsen.

Han understreger samtidig, at baggrunden for opjusteringen ikke skyldes en generel stigning i kriminaliteten i området, men at borgerne har givet udtryk for en stigende utryghed.

Af den nye plan fremgår, at området i fremtiden får besøg af flere politivogne til patruljering.

- Vi kan ikke på forhånd sige, hvornår og hvor ofte vi sender patruljer derud, fordi det også afhænger af, hvilke andre opgaver, der kommer ind i vagtcentralen, men borgerne kan være sikre på, at vi kommer, lover vicepolitiinspektøren.

- Det ligger i planen, at vi sender patruljer ud til flere af de hændelser i Bording og omegn, som skaber utryghed. Både for at få afklaret, hvad der foregår og for om muligt at forebygge situationer, der kunne udvikle sig. Opgaverne får en høj prioritet i vores servicecenter, vagtcentral og efterfølgende sagsbehandling, påpeger Kell Svenningsen.

Midt- og Vestjyllands Politi tilfører desuden flere ressourcer til den faste bemanding på Kærshovedgård, samtidig med, at politiets opgave på stedet bliver mere udadvendt.

- Vi lægger simpelthen et »fast track« ind i systemet, så borgere i området får let adgang til hjælp fra politiet. Ved at gøre vores rolle mere opsøgende på Kærshovedgård kan vi få fulgt op på nogle af de mere diffuse hændelser, der ikke altid bliver anmeldt til politiet. Vi er nødt til at vide, at de ting sker, hvis vi skal have mulighed for at gøre noget ved dem. En vigtig del af opgaven er derfor også, at vi skal hjælpe borgerne med at få sagerne anmeldt, siger Kell Svenningsen.

Sideløbende med politiets egen indsats, lægges der op til et øget samarbejde med de andre parter vedrørende Udrejsecenter Kærshovedgård. Det drejer sig blandt andet om Kriminalforsorgen, Dansk Røde Kors, Ikast-Brande Kommune og borgerrepræsentanter.

Politiet er i øjeblikket i gang med at kortlægge udfordringerne og deres omfang ved at indsamle erfaringer fra en bred vifte af samarbejdspartnere. De indsamlede data skal danne grundlag for den videre proces.


Ordet er dit



Mere 112