Tip os log ind

Flere tog til Bording og Engesvang

14. november 2017, 12.14

TOGAFGANGE Siden 2010 har borgere i Engesvang og Bording måttet finde sig i, at det kun er muligt at komme med toget mod enten Herning eller Aarhus én gang i timen. Tidligere stoppede toget ved stationerne to gange i timen - i dag suser hvert andet tog igennem stationerne uden stop. Konsekvensen er, at det er blevet sværere at komme rundt med den offentlige transport, og mange borgere er i stedet blevet mere afhængige af bilen. Særligt for de unge med brug for gode forbindelser til uddannelsesinstitutionerne, bliver rejsetiden ofte meget lang og uoverskuelig. En situation som Martin kender alt for godt, når han tager tog-turen fra Engesvang til Herning for at komme på HTX. En tur som inklusiv ventetid ofte kan tage op mod 90 minutter.

Vi er tre socialdemokrater, der arbejder for at genindføre halvtimedriften, så det bliver mere attraktivt for borgere i Engesvang og Bording at tage toget. Vi har tidligere rejst sagen i Folketinget for den daværende transportminister Hans Chr. Schmidt (V). Desværre var den klare melding, at regeringen prioriterede hurtige tog mellem Aarhus og Herning højere end den geografiske balance, hvor der også gives gode transportmuligheder for de mindre byer.

Det mener vi fortsat er en forkert beslutning, der skaber ulige muligheder mellem land og by. Vi vil derfor arbejde hårdt og målrettet - fra borgmesterkontor, byråd såvel som Folketinget, for en genindførsel af halvtimedriften.

I fremtiden bør toget stoppe i Engesvang og Bording, i stedet for bare at suse forbi.


Ordet er dit