Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

111 millioner psst væk! Bare sådan lige

11. oktober 2018, 12.25

Efter sigende kan man skabe sig en mindre formue ved hesteavl.

Hvis man vel at mærke har en større, når man starter.

Om det er den vej, nogen af de angiveligt mindst 111 millioner kroner, der siden 2002 skal være forsvundet fra Socialstyrelsen, er gået, vides ikke. Men den mistænkte, forsvundne og nu også konkursramte kvindelige afdelingsleder har jo i hvert fald opdrættet heste ved siden af sit åbenbart betroede job i det offentlige.

Man kan undre sig over meget i den forbindelse. Først omfanget, i gennemsnit 7,5 mio. om året. Og at det har kunnet stå på i 16 år. Uden at overordnede, kolleger og ansatte åbenbart har fattet mistanke.

Uden at den interne revision bemærker noget. I enhver lille kommune er noget af det første, revisionen kontrollerer, netop de personer, der har adgang til at overføre penge fra kassen. Hvilke konti overfører man til? Til hvilke personer? Og hvorfor?

Her har en ret højt placeret medarbejder altså haft udbetalingsret. Og overført store beløb til sin egen konto mere end 250 gange. Uden at hverken hendes overordnede eller den statslige revision har bemærket noget.

Det lyder som noget, der kunne tænkes at ske i visse dele af et stort støvleformet land ved Middelhavet. Men det er altså i vort gennemadministrerede lille fædreland. Det virker jo næsten overmodigt, hvis midlerne er overført til kvindens egen konto. Ved mere end 250 transaktioner. Hvorfor reagerer banken ikke? Vi har hvidvaskregler, så man vanskeligt kan hæve sine egne penge i kontanter. Men her kan en afdelingsleder i en offentlig styrelse altså ud over sin løn få et beløb, der er 10 gange så stort som årslønnen, ind på bogen årligt uden at nogen undrer sig.

Vi har en meget højt profileret Rigsrevision her i landet. Hvorfor opdager de ikke noget? Efterprøver man ikke effekten af de satspuljemidler, der udloddes? Kontrollerer man ikke, hvad de er brugt til?

Og hvorfor er der ikke nogen af dem, der egentlig skulle have haft pengene, de sociale projekter og gode formål, der reagerer? Det er nok det, der undrer allermest.

Sagen drejer sig om et ufatteligt stort beløb. Ganske vist kun ca. 1% af det beløb, der røg ud af Skat i udbytteskandalen. Men meget. Og skulle man mene, utroligt let at opdage, mens det foregik. Der vil givetvis være aftrædelser på vej i den del af statsadministrationen. På kontorchefniveau og opad. Hvis der er nogen rimelighed til. Også uden forgyldte eller forsølvede håndtryk.

Og må man så lige i en anden boldgade gøre opmærksom på MJAs morgenoverblik? Helt gratis modtager man, blot ved at tilmelde sig på hjemmesiden, hver morgen ved 6-tiden en mail med de vigtigste nyheder. Ikke mindst de internationale har et godt omfang og en god kvalitet. Man er godt i gang med dagen med denne flotte service fra MJA.


Ordet er dit



Mere Debat