Tip os log ind

- Er det rigtigt? Det er jo helt uvirkeligt...

Ole Drøgemüller, S-kandidat fra Galten, mistede byrådspladsen i en lodtrækning
22. november 2017, 21.23

GALTEN Ole Drøgemüller - S-kandidat fra Galten - var så tæt som muligt på at blive valgt til byrådet - uden så alligevel at blive det.

Efter fintælling og omtælling af de mange stemmer til byrådsvalget viste det sig sidst på eftermiddagen i går, at Ole Drøgemüller havde fået præcis samme stemmetal som sin partifælle, Malene Ringberg, der på valgaftenen blev tildelt Socialdemokraternes yderste mandat.


291 stemmer til begge

Begge havde fået 291 stemmer, og derfor skulle der lodtrækning til, besluttede valgbestyrelsen. Den blev foretaget straks for at få valgresultatet å plads, og den faldt ud til Malene Ringbergs fordel.

Ole Drøgemüller var ikke klar over, at han havde været så tæt på en plads i byrådet, da Midtjyllands Avis talte med ham onsdag aften.

- Er det rigtigt? Nej, nej, nej, det er jo helt uvirkeligt, sagde han.

- Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke fik besked, så jeg kunne have overværet lodtrækningen, men der har jo nok været et tidspres. Men selv om jeg så kun blev 1. suppleant, kan jeg da glæde mig over, at jeg kom tættere på de 300 stemmer, jeg havde som mål, end jeg regnede med på valgaftenen, siger Ole Drøgemüller.

Han tilføjer, at han glæder sig over, at socialdemokraterne i Galten-området samlet klarede sig fint med valg af partifællerne Karen Lindemann, Finn Sander og Trine Frengler.

- Karen, Finn og Trine har ført en kæmpegod valgkamp og slidt og slæbt for deres gode valg, og ikke et ondt ord om det herfra, siger han.


Ordet er dit