Tip os log ind
Det danske mesterskab blev honoreret med en pokal.
Foto: Kim Simmelsgaard

Johannes bedst til fluekast i Danmark

02. juli 2013, 14.19

BJERRINGBRO: 17-årige Johannes Bigum Pedersen har nu både papir og pokal som bevis på, at han er Danmarks bedste i fluekast i sin årgang.

Beviserne fik han efter et stævne i Hadsten, hvor han var bedst i to ud af tre discipliner ved mesterskaberne, hvor vejrforholdene var ved at blæse deltagerne omkuld.

- Jeg var bedst i præcisionskasts, og så satte jeg ny rekord i kast i den ene af de to klasser med 36,10 meter, fortæller Johannes Bigum Pedersen i dag til Midtjyllands Avis.

Ifølge Midtjyllands Avis har ikke fået interessen for fiskeriet hjemmefra, selv om hans far tog ham med på den første tur for 10 år siden.

- Jeg har fået interessen fra en onkel, der går meget op i både jagt og fiskeri, fortæller den 17-årige mester, der for omkring fire år siden meldte sig ind i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, hvor han fandt sammen med ligesindede omkring fiskeriet.

- Mine kammerater kan godt have svært ved at forstå, at jeg hellere vil fiske igennem en nat eller stå op klokken 4 i stedet for at være med til et computerparty. Men jeg finder ro ved at fiske og ved at være i naturen, fortæller Johannes Bigum Pedersen.

Fiske-efterskole
- I klubben lærte jeg om andre muligheder end ved at deltage i forskellige ture, i stedet for at tage ned til Gudenåen i Ulstrup, hvor jeg bor. Jeg har lært rigtigt meget i klubben, hvor jeg også mødte nogle af de ældre medlemmer, fortæller Johannes Bigum Pedersen til avisen.

At fiskeri ikke bare er en fisk ide ses ud fra den kendsgerning, at han det seneste år har været på en ganske speciel efterskole.

- Jeg har gået på fiskelinjen på Ålestrup Naturefterskole, hvor jeg har taget 10. klasse. Og her har jeg fået venner med samme interesser som jeg selv fra hele landet, fortæller han.


Ordet er dit