Tip os log ind
Christopher Poulsen.
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Christopher efter fyring: Det har været et helvede

17. april 2013, 12.30

FODBOLD: Det er en nedbrudt Christopher Poulsen, der sammen med SIF-direktør Kent Madsen efter en turbulent medie-tirsdag har besluttet sig for til Midtjyllands Avis at fortælle den sande historie bag Christopher Poulsens fyring i SIF.

Den handler om en økonomisk hårdt presset mand, der i desperation vælger at forfalske SIF-direktør Kent Madsens og økonomi-direktør Claus Christensens underskrift for at få et lån til at dække en forfejlet vindmølle-investering

- Den sidste tid har budt på ekstrem store nedture for mig. Jeg har været del af en vindmølle-investering, som jeg ikke kunne gabe over, og det har kostet mig mere eller mindre alt, hvad jeg ejer. Det har været et helvede, siger Christopher Poulsen til Midtjyllands Avis.

Vindmølle-projektet har udover krisen været ramt af, at flere af de andre investorer ikke har kunnet betale, og derfor endte Christopher Poulsen med egne ord mere eller mindre med at sidde i direktør-stolen i et investerings-selskab, hvor alt ramlede. Og i starten af april kom der så en regning på 100.000 euro, som skulle betales snarest.

- Det har været ekstremt voldsomt, hvad der har været af pres. Det hele kuldsejlede, og jeg kunne ikke overskue det mere. Jeg er i chok over, at jeg må sige det her, for jeg har en familie. Jeg tænker meget på min kone og min lille søn, lyder det fra Christopher Poulsen, mens tårerne triller ned ad kinderne .

- Jeg har flere gange stået på fodboldbanen og tænkt, hvad der skulle ske i morgen, siger Christopher Poulsen til Midtjyllands Avis.

De økonomiske problemer fik tidligere på måneden Christopher Poulsen til at søge om et lån i et lokalt pengeinstitut, men her valgte han - lidt forenklet fortalt - at forfalske underskrifterne fra Kent Madsen og Claus Christensen for at få lånet igennem. Og da pengeinstituttet kontaktede SIF for at høre nærmere om detaljerne i lånet, rullede lavinen, som endte med en fyring af Christopher Poulsen, der forinden selv havde forsøgt at stoppe den forfalskede låne-ansøgning. Så lånet gik aldrig igennem, og ingen har lidt tab i sagen.

- Med regningen på 100.000 euro knækkede filmen for mig, selvom det ikke kun var mig, der skulle betale det. Jeg kunne ikke magte det, så derfor prøvede jeg at låne nogle penge, og så skrev jeg under både for mig selv og klubben. Men jeg prøvede at få det stoppet igen, siger Christopher Poulsen.

Læs mere i Midtjyllands Avis i dag


Ordet er dit