Tip os log ind
Foto: Colourbox

23-årig fængslet for at stå bag 22 internet-bedragerier

28. februar 2013, 08.06

GJERN: Fortvivlet og undervejs grædende tilstod en 23-årig mand fra Gjern i et grundlovsforhør i byretten i går, at han over en længere periode begik 22 bedragerier.

I perioden fra 3. september sidste år frem til i tirsdags indrykkede han fupannoncerne i Den Blå Avis og Gul & Gratis. Og dem var der så 22 borgere, som bed på.

De indbetalte alle beløb på typisk et par tusinde kroner for en iPhone, eller andre mobiler.

I et par tilfælde lykkedes det ham at snyde få indbetalinger på 4000-6000 kroner ved at lokke med at ville sælge Macbook Pro bæbar computere.

Problemet var bare, at den 23-årige bedrager ikke havde de annoncerede varer, men indkasserede de mange penge.

Samlet set nåede han at snyde de mange intetanende mennesker for et samlet beløb på 64.560 kroner.

Den 23-årige mand tilstod som sagt de mange tilfælde af bedrageri. Dog nægtede han en enkelt sigtelse for forsøg på bedrageri.

Tyven forklarede, at han en del af pengene skulle gå til at finansiere et større forbrug af hash.

Svindleren blev varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage, frem til 13. marts.

I den mellemliggende periode skal kriminalforsorgen undersøge manden nærmere, for at det kan fastslås, hvilken sanktion og eventuel behandlingstilbud, han skal gives.


Ordet er dit