Tip os log ind
Fremover kan du låne bøger via mobilen på Silkeborg Bibliotek.

Lån bøger med telefonen

26. februar 2013, 15.43

SILKEBORG: Silkeborg Bibliotekerne er frontløber, når det gælder innovation og udvikling af digitale serviceydelser, og biblioteket præsenterer i disse dage et lånerkort til mobiltelefonen.

Med indførsel af det mobile lånerkort er det slut med at lede forgæves efter lånerkortet. Nu er det nok at være oprettet som bruger af biblioteket og have en smartphone ved hånden. Via lånerkort.dk kan man downloade og gemme sit lånerkort som en stregkode på mobiltelefonen, der kan bruges igen og igen.

- På bibliotekerne oplever vi ofte, at brugerne har glemt deres lånerkort. Vi er dem naturligvis gerne behjælpelige ved skranken, men med det nye system er der ”hjælp til selvhjælp” særligt for brugerne, som besøger os i den selvbetjente åbningstid, siger projektleder Mogens Larsen.

Fra 1. februar blev åbningstiden på Silkeborg Bibliotek udvidet med selvbetjening i morgentimerne fra kl. 8 til kl. 10.

- Det betyder blandt andet, at mange unge studerende »dumper ind”«på vej til skole, eller i en fritime. Det er ikke altid, at de lige har husket deres sygesikringsbevis eller »sundhedskort«, som det jo hedder i dag - men mobiltelefonen, dén har de altid med, konstaterer Mogens Larsen.

Det mobile lånerkort fungerer også til scanneren ved indgangsdøren til de selvbetjente biblioteker i Them og Gjern og kan dermed give adgang selvom det fysiske lånerkort ligger hjemme i skuffen.


Ordet er dit