Tip os log ind

Skoleelever kan ikke undvære computeren

26. oktober 2012, 12.02

Husk at få den bærbare computer med i skoletasken.

Sådan lyder det fra skoler i Silkeborg Kommune, der sender breve ud til forældre med en opfordring om at lade eleverne tage deres bærbare computere med i skolen. Typisk fra 6. eller 7. klasse, men også yngre elever må tage den bærbare fra værelset med i skole.

- De fleste tager deres egen computer med, fordi de synes, det er en fordel for dem, at de kender computeren i forvejen, siger Henning Frederiksen, der er skoleleder på Balleskolen.

På Hvinningdalskolen er det fra 6. klasse, at de fleste elever tager computeren med i tasken. Det er med til at give et samlet IT-løft.

- Det frigør ressurser på vores IT-kapacitet, og vi har ikke som skole tilnærmelsesvist mulighed for at være så opdateret på grej som eleverne, siger pædagogisk leder Tine Sax.

Skolechef Huno Kjærsgaard Jensen understreger, at ingen skoler stiller krav om, at eleverne medbringer computere.

- Vi kan kun opfordre til det, og skolerne stiller altid computere til rådighed for de elever, der ikke har deres egen computer med, siger han.

Allerede om få år vil der være endnu flere computere med i skoletaskerne. I regeringens IT-strategi for folkeskolen skal alle elever fra 2014 have deres egen computer i undervisningen. Det forudsætter, at eleverne som udgangspunkt medbringer deres egen computer, fordi kommunerne ikke har råd til at stille en computer til rådighed for alle elever. Men skolerne stiller så udstyr til rådighed for de elever, der ikke selv har en bærbar computer


Ordet er dit