Tip os log ind
Arkiv
Foto: Colourbox

Vi downloader 38 millioner dvd'er i timen

30. maj 2012, 07.20

Der er ingen tvivl om, at internettet er kommet for at blive - hvis der nogensinde har været tvivl om det.

Faktisk vil der i 2016 være 19 milliarder netforbindelser - det svarer til, at hver eneste jordbo har 2,5 netforbindelse.

Det viser den seneste udgave af Ciscos Visual Networking Index.

- Forbrugerne har fået smag for internet-tv, mobil video samt online spil, og i 2016 vil 89 procent af den samlede nettrafik være genereret af almindelige brugere, fortæller Niels Münster-Hansen, direktør i Cisco Danmark i en kommentar til tallene.

- I hjemmet vil vi også se flere husholdningsmaskiner, der kan gå på nettet, og det såkaldte "internet of things" vil få nettrafikken til at vokse med gigantisk hastighed, forklarer han.

Trafikken på internettet stiger i 2016 til 1,3 zettabytes årligt. Det svarer til, at der hver time bliver downloadet 38 millioner dvd'er.

Datatrafikken kommer i 2016 til at svare til 10 gange trafikken i 2008.

Mens vi selv bruger nettet mere, vil virksomhedernes brug blive fordoblet i perioden 2011-2016 og nå et niveau på 13,1 exabytes om måneden, viser undersøgelsen.

Det er blandt andet videokonferencer, der trækker forbruget op - og trafikken relateret til videomøder bliver i perioden seksdoblet og vil vokse med en årlig rate på 42 procent eller mere.

- Videokommunikation overhaler samtlige typer datatrafik med flere længder, fordi medarbejderne benytter video lige så naturligt som telefoni og e-mail, og denne kanal genererer forholdsvist mere data, siger Niels Münster-Hansen.

Det er sjette år i træk, at Cisco analyserer internet- og dataforbruget.

/ritzau/


Ordet er dit