Tip os log ind
Sammy Skytte har for nylig indgået en 1-årig kontrakt med Silkeborg IF. Han har to agenter tilknyttet, og har været på fodboldskole i Barcelona. For ham er fodbold den største glæde i livet.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Sammy har to agenter

26. maj 2012, 10.10

Sammy Skytte er en hurtig fyr. Både på fodboldbanen og når han skal definere det ultimative mål for sin fodboldkarriere.

Drømmen er nemlig at spille på FC Barcelonas førstehold. Og hvem ved, måske bliver han den nye Messi...

I hvert fald er Sammy Skytte en offensiv spiller med solide tekniske egenskaber, som han hver dag øver på at gøre endnu bedre på Silkeborg IF’s U15 Elite-hold.

- For mig er fodbold den ultimative glæde. Jeg kan mærke det i kroppen, at det er det rigtige, jeg gør, når jeg spiller fodbold. Så jeg er slet ikke i tvivl. Fodbold skal være min fremtid, siger Sammy Skytte, der startede med at spille fodbold i Silkeborg KFUM, da han var otte år.

I dag går han i 8. klasse på Sølystskolen, hvor han er en del af Talent Team.

Talent Team er et tilbud til unge med sportslige ambitioner, og undervisningen er tilrettelagt på en måde, så der eksempelvis er plads til tre morgentræninger om ugen. Udover det følger naturligvis træning om eftermiddagen og kamp i weekenden.

- Det gode ved Talent Team er, at jeg er omgivet af andre, som også vil noget med sport. Vi har alle sammen en forståelse af, hvad det kræver at dyrke elite-idræt. Når man er flere træningsnarkomaner samme sted, så føler man sig ikke så underlig, forklarer Sammy Skytte.

På trods af sin unge alder er Sammy Skytte allerede en ombejlet spiller.

Han har to agenter tilknyttet, og for nylig skrev han under på en 1-årig ungdomskontrakt med SIF. Han valgte efter rådgivning fra sine agenter kun at skrive under på ét år i første omgang.

- Jeg tager et skridt af gangen, og kan godt mærke, at jeg kommer nærmere og nærmere drengedrømmen. Men først gælder det SIF, siger Sammy Skytte, der har været på besøg i Barcelona for at træne.

- Jeg har deltaget i et par fodboldskoler i Barcelona, og det var helt vildt spændende. Jeg håber, at jeg får mulighed for det igen, siger han med et stort smil.


MJA.DK sætter i dag fokus på talentarbejdet i Silkeborg IF.

Det betyder, at der i løbet af dagen vil komme flere artikler om emnet, der samles i et tema her på MJA.DK.


Ordet er dit