Tip os log ind
Foto: Torben Larsen

Rollespillere invaderer Silkeborg

15. marts 2011, 16.04

Nu tilføres Silkeborg endnu en festival - nemlig en såkaldt rollespilsfestival.

Bag denne står organisationen Fastaval, og officielt kaldes arrangementet en rollespilskongres, som nu holdes for 25. gang - og for første gang i Silkeborg. Den strækker sig over alle påskedagene 20.-24. april.

Men går det godt her, stilles det i udsigt, at Silkeborg kan blive fast stamby for det årlige arrangement.

Alle afskygninger

Silkeborg Seminarium og Langsøskolen lægger lokaler til i de fem dage. Der forventes omkring 500-600 deltagere, som vil være aktive i rollespil af alle afskygninger.

Fastaval har gennem de seneste år fået stor opmærksomhed som et sted, hvor nye ideer indenfor rolle- og fortællespil blomstrer, og hvor grænserne for, hvad man kan gøre med rollespil løbende testes og skubbes.

Det har også vakt opmærksomhed i udlandet, hvor forfattere og spillere fra de andre skandinaviske lande har været flittige gæster på Fastaval, ligesom amerikanske rollespillere, forfattere og spilskabere de seneste år har deltaget.

Til arrangementet i Silkeborg har arrangørerne således haft kontakt til et par anerkendte amerikanske forfattere og spildesignere, Jared Sorensen og Luke Crane, der meget gerne vil komme til Silkeborg.

Unge og yngre

Foreningen har derfor søgt Silkeborg Kommune om tilskud på maksimalt 12.000 kroner til udgifter til flybilletter og indkvartering for de udenlandske gæster.

Teatersamrådet har anbefalet ansøgningen, blandt andet fordi arrangementet fortrinsvis frekventeres af unge og yngre mennesker, som teaterverdenen ellers har svært ved at komme i kontakt med.

Byrådets kultur- og fritidsudvalg har da også netop sagt ja til bevillingen. Som udvalgsformand Steen Vindum (V) udtrykker det:

- Det gør vi, for det er endnu et skud på stammen af Silkeborg-festivaller og som vil tiltrække de unge generationer.


Ordet er dit