Tip os
Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Jørn Dohrmann, ses her i Folketinget foran Venstres Peter Brixtofte, som var borgmester i Farum og folketingsmedlem. Brixtofte blev dømt for at misbruge offentlige midler. Jørn Dohrmann beskyldes i DR-dokumentaren "DF og de skjulte bilag" for at flytte over en million kroner i "blyantspenge" fra EU-Parlamentet til sit eget firma.

Medie: DF's Dohrmann brød partiregel om EU-midler

DF's EU-parlamentariker, Jørn Dohrmann, overførte en million kroner fa EU til eget firma, viser DR-dokumentar.
16. juni 2017, 15.04

Morten Messerschmidt er ikke den eneste af Dansk Folkepartis EU-parlamentarikere, der er i konflikt med brugen af EU-midler. Jørn Dohrmann har overført i alt over én million kroner til sit eget firma.

Det kommer frem i DR-dokumentaren "DF og de skjulte bilag", som blev sendt torsdag aften.

Partiet lovede i 2014 ved valgkampen til EU-Parlamentet, at en uafhængig revisor ville tjekke de 32.000 kroner, som hver parlamentariker får skattefrit hver måned fra EU-Parlamentet til kontorhold.

Jørn Dohrmann har ikke fremlagt revisorerklæringer for, hvordan han har brugt beløbet. 32.000 kroner månedligt vokser til over en million kroner på tre år.

I DR-dokumentaren oplyser Jørn Dohrmann, som ved optagelserne kom i karambolage med en tv-fotograf, at Morten Messerschmidt har godkendt hans handling.

- Jeg har haft en klar aftale med Morten Messerschmidt om, at det, jeg har fået lavet, revisorerklæringen, er godt nok, siger Jørn Dohrmann.

Det afviser Morten Messerschmidt, som grundlovsdag vendte tilbage til EU-Parlamentet efter flere måneders sygdom som følge af sagen om EU-midler.

- Det passer simpelt hen ikke, siger Morten Messerschmidt.

Han påpeger, at han har oplyst DF's partitop om Jørn Dohrmanns metode. Men det afviser partiets gruppeformand, Peter Skaarup.

- Jeg erindrer ikke, at vi har fået besked på, at der var problemer med at få en ordentlig revisorerklæring fra Jørn Dohrmann eller nogen andre, siger Peter Skaarup.

Dokumentaren sætter også søgelys på Rikke Karlsson. Hun forlod DF's EU-gruppe i 2015, da hun trak Morten Messerschmidt ind i en sag om misbrug af EU-midler.

Hun skal have aflønnet sin søn, en ven og en veninde med midler til kontorhold i strid med EU's regler. På Facebook har hun før beklaget sin brug af EU-midler.

/ritzau/


Ordet er dit