Tip os
René Holten Poulsen sikrede sig søndag sin anden medalje ved Kajak-EM i Bulgarien.

Dansk kajakstjerne høster flere medaljer ved EM

Søndag tog René Holten Poulsen sin anden medalje ved kajak-EM, da han fik bronze på 500-meter-distancen.
16. juli 2017, 12.34

René Holten Poulsen nappede søndag bronze på 500-meter-distancen i enerkajak ved EM i Plovdiv i Bulgarien.

Højst overraskende blev det tjekkiske Jakub Zavrel, der tog guld foran hviderussiske Mikita Borykau.

Finalen var så hurtig, at der var hele fem mand under Adam van Koeverdens verdensrekord fra 2008. Den gamle rekord lød på 1 minut og 35,544 sekunder, mens den nye lyder på 1 minut og 35,156 sekunder.

René Holten Poulsen ærgrede sig efter løbet.

- Jeg er meget træt af, at jeg ikke vinder og får den verdensrekord. Det begyndte at regne rigtig meget, lige da jeg roede ud til opvarmningen, og jeg frøs helt sindssygt under løbet, siger han.

- Jeg gik iskold til sidst og kunne ikke give det sidste, og det er mega træls.

Det er danskerens anden medalje ved dette års EM, da han lørdag fik sølv i 1000 meter enerkajak.

Senere på dagen roede den danske kajakstjerne finale i 500 meter toerkajak, hvor han stillede op sammen med Nils Boe. Det blev til en sjetteplads for parret. Løbet blev vundet af et ungarsk par.

Danske Emma Aastrand Jørgensen tog søndag sølv i finalen i 200 meter enerkajak. Hun var tæt på at tage guldmedaljen, men blev forvist til andenpladsen af ungarske Dora Lucz.

Tidligere søndag fik OL-sølvvinderen en femteplads, da hun roede finale i 500 meter enerkajak.

Med Emma Aastrand Jørgensens sølv er Danmark oppe på tre medaljer ved EM inden mesterskabernes sidste løb i eftermiddag, 5000 meter enerkajak, hvor sølv- og bronzevinder René Holten Poulsen er med.

/ritzau/


Ordet er dit