PRINT | TIP EN VEN
51-årig i fængsel for børneporno
Af Adam Haff,
Mand havde over 1.400 børnepornografiske fotos på sin computer, men fastholdt i byretten, at han ikke kendte til det forbudte materiale
BØRNEPORNO: En 51-årig mand fra den tidligere Kjellerup Kommune er blevet straffet for at have børneporno på sin computer.
Sagen går helt tilbage til sommeren 2006. Tysk Politi meddelte kollegerne i Danmark, at der fra den 51-åriges computer-forbindelse var blevet downloadet børneporno.
I februar 2007 ransagede politiet så mandens hjem, og beslaglagde hans computer. På den var der 1.457 børnepornografiske billeder og fem videoklip med børneporno.
Manden blev senere afhørt af politiet og erkendte ifølge politiets rapport anklagerne.
Nægtede sig skyldig
Men da sagen var ved Byretten i Viborg nægtede manden sig skyldig. Han havde ikke forklaret, sådan som den rapport-optagende politimand havde noteret, sagde han til de tre dommere.
Den 51-årige forklarede, at han slet ikke var klar over, at der var børneporno på hans computer. Han havde benyttet et program til at downloade ting og sager. Fortrinsvis musik og spil, men også almindelig porno havde han hentet ned fra nettet, sagde han.
Over 100 filer kunne hans program hente ned ad gangen, og så kiggede han sagerne igennem, når han havde tid. Han kunne ikke forklare, hvorfor der på hans computer var benyttet søgeord som »Preteen« og »Lolita« og andre tilsvarende ord. Men andre personer kunne muligvis havde hacket sig ind på hans computer, forklarede han.
Retten troede ikke på hans forklaring og fandt ham skyldig i anklagerne, og overtrædelsen af straffelovens paragraf 235, stk. 2, som omhandler børneporno.
Sorteret porno
Ifølge en kriminalteknisk erklæring var der bevidst sorteret i børnepornoen. Fotos og videoklip var arrangeret i forskellige mapper.
Dommerne lagde også vægt på, at der i søgningen på internettet var brugt søgeord, som vil lede en frem til børneporno. Og så havde manden tidligere erkendt sig skyldig i anklagerne. Den 51-årige er for mange år siden straffet med to års fængsel for at have sex med mindreårige.
En af tre dommere mente, at sagen kunne klares med en betinget dom, mens flertallet afgjorde, at manden skulle straffes med 40 dages ubetinget fængsel. Og så blev hans computer beslaglagt.
Del artiklen eller bliv medlem af vores gruppe på Facebook
























































































