Tip os
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Vi føler ikke at alle er lige for loven

21. april 2017, 12.44

DEBAT Svar til formanden for Vej- og Trafikudvalget Frank Borch-Olsen

Når du, Frank Borch-Olsen, skriver, at alle er lige for loven, får jeg mine tvivl. Jeg mener ikke, at Jysk Brandmuseum bliver behandlet på lige fod med andre seværdigheder eller virksomheder i Silkeborg Kommune. Hvis man kører i rundkørslen ved Funder Kirkeby, fanger øjnene et skilt, hvor der står »Autoværksted«, og også McDonald's har fået lov til at få store skilte op i Silkeborg by. Disse skilte er eksempler på, hvad jeg mener, er forskelsbehandling på virksomheder i Silkeborg Kommune. Eksempler, som du, Frank Borch-Olsen, ikke tager stilling til i dit læserbrev, der ellers skulle være et modsvar til mit tidligere læserbrev.

Jeg er ikke den eneste, der er forundret over, at det ikke har været muligt for Jysk Brandmuseum at få sat skiltet op. Mange mennesker har på Facebook kommenteret, at de også er uforstående over for problemet med skiltning. Bare inde på Facebook-siden »8620 Kjellerup« har 65 personer liket opslaget om det manglende skilt. En Facebook-bruger på siden har skrevet:

»Håber sandelig ikke, at det har noget at gøre med, at man politisk ikke ønsker at støtte op om omegnsbyernes forsøg på at tiltrække turister, fordi man ønsker at markedsføre byen Silkeborg som det eneste, der dur?«

Ja, vi har et skilt, der peger mod Jysk Brandmuseet på Ansvej. Skiltet står ved bagvejen til museet, hvor de færreste gæster og turister kommer fra. Derfor indsendte vi et forslag til udvalget om at få sat et skilt op ved Kjellerupvej og Silkeborgvej. Det eneste vi beder om er at få flyttet skiltet fra sidevejen Ansvej ud til Kjellerupvej og Silkeborgvej. Bare flyt skiltet.

Men lederen af afdelingen for Trafiksikkerheden, Gitte Merstrand, anbefalede at skiltet ikke blev sat op. Det var også derfor, at mange politikere stemte i mod forslaget, om at få skiltet op. Sandheden er, at det på mange områder er embedsmændene, der styrer kommunen.

Da Frank Borch og den selvsamme leder for Trafiksikkerheden, Gitte Merstrand, kom hjem fra Holland med idéen om at bringe »to minus en vej« til Silkeborg Kommune, var det ikke et problem at få lov til at lave en skilteskov på vej ud til bl.a. Kragelund.

Jysk Brandmuseum er en selvejende institution, der ikke får så meget som en krone i støtte af Silkeborg Kommune. Havde vi ligesom Museum Silkeborg, Aqua, Silkeborg Bad og Jorn-museet fået millionstøtte af kommunen, ville der nok også blive skiltet meget bedre. Jorn Museet fik endda for nylig lov til at hænge bannere op langs byens gader.

Jeg efterlyser bare lidt mere retfærdighed på skilteområdet. Kør en tur på landet og nyd den skilteskov, som du selv har været med til at skabe.


Ordet er dit