Tip os

Undvegen mand glemte at være helt stille på hemsen

04. august 2017, 09.59

HADSTEN Hvis man vil gemme sig for politiet, skal man huske at være helt stille, når politiet banker på døren. Det må en 23-årig mand fra Randers erkende efter at han fredag morgen kl. 05.50 blev fundet af politiet på en adresse i Hadsten.

Manden var blevet løsladt efter et grundlovsforhør, hvor han var sigtet for indbrud. Løsladelsen kærede politiet, der fik omstødt løsladelsen til en varetægtsfængsling af landsretten.

Politiet kunne dog ikke torsdag finde manden. Fredag morgen fik politiet dog en mistanke om, at manden måske opholdt sig hos en kvinde i Hadsten. Derfor ringede politiet på døren hos kvinden tidligt fredag morgen og spurgte efter manden. Kvinden afviste umiddelbart, at manden var i huset. Men da betjentene hørte en lyd fra huset, så kiggede de efter og fandt manden, som havde gemt sig på en hems.

Den 23-årige blev herefter anholdt.


Ordet er dit