Tip os
Kasper Larsen stopper i Mors-Thy Håndbold og ligner et godt bud på en ny BSV-keeper.
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Tæt på comeback: BSV-emne forlader Mors-Thy

Kasper Larsen stopper i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson. Pilen peger på Bjerringbro-Silkeborg
12. oktober 2017, 17.46

HÅNDBOLD For tre uger siden kunne Midtjyllands Avis afsløre, at Bjerringbro-Silkeborg arbejdede på at hente Kasper Larsen tilbage til klubben, og torsdag har keeperens nuværende arbejdsgiver, Mors-Thy Håndbold, offentliggjort, at målvogteren forlader nordvestjyderne efter denne sæson.

Mors-Thy oplyser på klubbens hjemmeside, at man begræder udviklingen, men Kasper Larsen har haft en klausul i sin kontrakt, som har muliggjort et skifte efter denne sæson.

- Vi siger farvel til en klassespiller og en rigtig god fyr. Det er sket før, og det kommer til at ske igen, for sådan er det at være Mors-Thy Håndbold. Vi skal være stolte af, at vi er kommet dertil, hvor vi kan tiltrække spillere af Kaspers kaliber, og vi ønsker Kasper al muligt held og lykke, udtaler Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold, der samtidig oplyser, at den nordvestjyske ligaklub får en uspecificeret økonomisk kompensation for at slippe Kasper Larsen før kontraktudløb.

I denne uge har BSV offentliggjort, at man siger farvel til Søren Rasmussen og Sebastian Frandsen efter denne sæson, og første del af målmandskabalen ser derfor ud til at gå op med Kasper Larsens comeback i Bjerringbro-Silkeborg, som han var med til at gøre til danske mestre i sæsonen 2015/2016.

Midtjyllands Avis er på plads til BSV'ernes udekamp i Herning torsdag aften og følger op på sagen om målmanden i fredagensavisen.


Ordet er dit