Tip os
Tobias Hamann er blandt deltagerne på Komos Festival i København, hvor mad, musik og fællesskab skal gå op i en højere enhed.

Tobias med på festival i København

Tobias Hamann skal både bage og fortælle ved Komos Festival i Kongens Have
19. maj 2017, 14.00

Tobias Hamann, der stammer fra Them, og som i 2014 vandt Den store Bagedyst på DR tv, er blandt navnene på plakaten ved Komos Festival den 16.-17. juni i Kongens Have i København.

Ordet »Komos« stammer fra det antikke Grækenland og betyder blandt andet »gilde«, »løsslupne, offentlige optog« og »sjov og ballade«, og festivalen har undertitlen »Folk & Food in the Garden«.

Og det er i forbindelse med »food« - altså mad - at Tobias kommer ind i billedet.

På festivalen deltager nemlig seks af Danmarks toneangivende madmestre: Mette Blomsterberg, Bo Jacobsen, Bo Lindegaard, Rasmus Palsgård, Morten Heiberg og altså Tobias Hamann. De seks skal krydre festivalen med inspirationssnak, anekdoter, tips og tricks på den dertil indrettede madscene.


På tværs af generationer

Via individuelle oplæg om mad vil de seks madmestre på passioneret vis fortælle om, hvordan mad/kager/brød forberedes, tilberedes, præsenteres og nydes. Det foregår via en række såkaldte food talks, hvor der tegnes et nuanceret billede af retter, retningslinjer, råd og råvarer til inspiration i det mad-interesserede hjemmekøkken.

Komos er en festival for alle på tværs af generationer og køn, hvilket også afspejles i de musikalske navne. Fra den 80-årige amerikanske folk-legende Kris Kristofferson, der siden 1965 har beriget verden med sin outlaw country, til det blot 21-årige danske folktalent, Jacob Dinesen.

Derudover optræder blandt andre Lisa Ekdahl, Flogging Molly, Jonah Blacksmith, Folkeklubben samt Dissing, Dissing, Las & Dissing.

Udover musikken lægger festivalen altså stor vægt på madoplevelser. Der er fokus på lokale råvarer, økologi, bæredygtighed og kvalitet i øjenhøjde.

- For Komos er en festival, hvor vi skal se hinanden i øjnene og nyde og hylde fællesskabet. Ikke bare når musikken spiller, og vi står med hinanden og lytter til koncerterne, men også når maden skal indtages. Derfor er alle spiseområder også fælles under Komos festivalen, som det lyder fra arrangørerne. mtl


Ordet er dit