Tip os

Stein Bagger: Jyske Bank tilbød mig 25 millioner

Jyske Bank tilbød storsvindleren Stein Bagger 25 millioner kroner uden at stille spørgsmål. Det fortæller Stein Bagger selv i et TV3 program tirsdag aften
13. juni 2017, 07.05

I følge den bedrageridømte Stein Bagger stod bankerne i kø for at låne ham og virksomheden IT Factory penge.

Tirsdag aften kan man se Stein Bagger tage en løgndetektor test i TV3-programmet »Stein Bagger - Jagten på sandheden«, der er lavet i samarbejde med Ekstra Bladet, som tidligere på året fandt frem til Stein Baggers skjulested i Sverige.

I programmet hører man Stein Bagger fortælle om Bankernes velvillighed til at låne ham penge - blandt andet skulle Jyske Bank angiveligt have tilbudt at låne ham 25 millioner kroner.

- Der kom - om det var en stor direktør eller en afdelingsdirektør, det ved jeg ikke - men det var Jyske Bank, og de kom med en mappe og sagde her er 25 millioner, hvis du skulle få brug for noget, siger han i TV-programmet og fortsætter:

- Altså en kreditbevilling, fordi det åbenbart havde rygtedes i bankverdenen-branchen, at i Birkerød (IT Factorys hovedkvarter, red.), der boede en guldkalv. Derfor kom Jyske Bank med den her mappe og sagde: Hvis du har brug for 25 mio, så kan vi starte der. Her er mappen. Du kan bare ringe.

Jyske Bank har meddelt Ekstra Bladet, at banken ikke har nogen kommentarer.

Stein Bagger blev i 2009 idømt syv års ubetinget fængsel for svindel for dokumentfalsk, bedrageri og for at svindle for mere end 800 millioner kroner i virksomheden IT Factory, som han var direktør for.

Som et led i efterforskningen dengang foretog bagmandspolitiet en såkaldt pengestrømsanalyse, der viste, at der manglede 200 millioner kroner. De er endnu ikke fundet den dag i dag.


Ordet er dit