Tip os
I Ry er natteravnene igen at se i gadebilledet i aftentimerne i weekender. I Galten er der også behov for, at frivillige forældre tager en tørn som natteravne, mener SSP.samarbejdet.
Foto: Kenneth Lynghøj.

SSP-ønske: Natteravne i Galten-Skovby

Hvis opbakningen er der, indkaldes til borgermøde om sagen, siger landbetjenten
13. september 2017, 09.38

GALTEN/SKOVBY Der er planer om at oprette en fast afdeling af Natteravnene i Galten/Skovby. Natteravnene kendes fra Galten Byfest, hvor frivillige voksne i aften- og nattetimerne går ture i byen og holder øje med tingene.

Idéen er taget op af SSP-netværket og landbetjent Orla Aagaard.

- I SSP-netværket er vi er meget opsat på, at vi bliver ved med at have en god og fredelig by med et positivt og levende børne- og ungdomsliv. Med Skaterparken er bymidten i Galten blevet livligere og mulighederne for gode fællesskaber øget. Dette kan selvfølgelig medføre lidt udfordringer, skriver Orla Aagaard i et opslag på Facebook om sagen.

- For at sikre en udvikling, der fortsat bevæger sig i positiv retning, overvejer SSP-netværket at tage initiativ til oprettelse af Natteravnene i Galten/Skovby, fortsætter han og beder i samme forbindelse områdets voksne om at tilkendegive, om de er klar til at tage en tørn engang imellem.

- Hvis der viser sig en positiv interesse, vil der meget hurtigt blive indkaldt til et borgermøde, hvor der vil blive givet yderligere informationer vedrørende en genskabelse af Natteravnene, slutter Orla Aagaard.


Ordet er dit