Tip os
Skuespilleren Mia Lyhne modtager sammen med ni andre danske kvinder Polka Verner Legatet på Smukfest for sin humoristiske sans.
Foto: Jonas Olufson/ritzau

Smukfest hylder 10 humoristiske kvinder med hæderspris

Blandt andre Lærke Winther og Mia Lyhne bliver hædret med legat på 200.000 kroner i forbindelse med Smukfest
11. august 2017, 15.35

SKANDERBORG Det er humor, der binder 10 danske kvinder sammen. De har fået overrakt årets store hæderspris og legat på Smukfest i Skanderborg.

Det såkaldte Polka Verner Legat på i alt 200.000 kroner går til de 10 kvinder, som hver især lever op til et af legatets formål: At modtagerne skal gøre det lidt sjovere for os andre at stå op hver dag.

Det mener juryen, at Mia Lyhne, Mette Horn, Ellie Jokar, Lærke Winther, Lene Maria Christensen, Anna Neye Poulsen, Ane Høghsberg, Kia Liv Fischer, Helle Dolleris og Line Knutzon alle gør.

Bag tildelingen står en bestyrelse, som ud over skuespillerne Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt udgøres af folk fra festivalen, heriblandt formand Claus Visbye.

- Vi påstår ikke at have fundet hverken de bedste, de største, de første eller de sidste, påpeger bestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Men vi er skæppekisteglade for at hylde netop disse 10 gode repræsentanter for latteren som det bedste våben af alle, lyder begrundelsen.

Det er 16. gang, at legatet uddeles. Puljen er samlet via støtte fra donationer, samarbejdspartnere og festivalen.

Blandt tidligere modtagere er Klaus Rifbjerg, Annisette, Otto Brandenburg og Flemming Quist Møller.

Polka Verner, også kendt som Finn Grunnet Sørensen, var trommeslager i Erling Erlang & Trio. Han døde i 2003.

Lehfeldt og Egelind oprettede et legat for Polka Verner i 2002.

Det skete, da de valgte at bruge en del af pengene fra en anden pris - Årets Spenderbukser - på at hylde Finn Grunnet. Siden blev legatet institutionaliseret med en bestyrelse. /ritzau/


Ordet er dit