Tip os
Davit Skhirtladze.
Foto: Martin Ballund

SIF

Skhirtladze viste målnæse for SIF-reserver

Mandagens reserveligakamp endte med en 3-0 sejr over et ungt FCK-hold
20. marts 2017, 16.34

Fodbold Silkeborg IF's næstbedste kunne mandag gøre det, som førsteholdet ikke formåede søndag: At slå FC København.

Reserveligakampen på udebane endte med en 3-0 sejr over et ungt FCK-hold, der foruden Stephan Andersen og Tom Høgli bestod af U19-spillere, da mange fra mesterklubben er på landsholdsopgaver.

SIF gav til gengæld spilletid til flere navne fra superligaklubben. En af de spillere var Davit Skhirtladze, der sørgede for kampens første to mål.

Den første faldt lige efter pausen, da han sparkede bolden forbi den tidligere danske landsholdskeeper Stephan Andersen, og efter godt en times spil blev det 2-0 på et hovedstødsmål efter hjørnespark.

Kort efter blev Jeppe Gertsen vist ud for en hård tackling, men i stedet for en reducering lukkede Rubio Rubin kampen med sit mål til 3-0 10 minutter før tid.

- Jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp. Efter 0-0 ved pausen fik vi sat trumf på i anden halvleg. Der var gode præstationer, og når der var brug for en redning, klarede Jens Rinke også det i målet, siger træner Peder Knudsen.

Han havde igent lånt Kjellerup-spilleren Mikkel Frandsen til opgøret.

Hos FCK var der spilletid til Silkeborg-drengen Nicklas Røjkjær, der sidste år forlod SIF til fordel for de danske mestre.


Ordet er dit