Tip os
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Silkeborg IF Invest køber hotellet på Papirfabrikken

Silkeborg-hotellet Papirfabrikken Radisson Blu skifter ejer. Silkeborg IF Invest A/S køber hotellet, der får en nøglerolle i udviklingen af nyt forretningsområde på Jysk Park
19. juni 2017, 14.41

SILKEBORG Sidst på måneden rykker Silkeborg IF ind på byens nye stadion, Jysk Park. Dermed åbner der sig nye forretningsmuligheder for fodboldklubben, der får rådighed over byens største konference- og restaurations-lokale med plads til op til 1.000 spisende gæster.

På den baggrund køber Silkeborg IF Invest A/S Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, hvilket vil give ekspertisen og kapaciteten til at gå ind på konferencemarkedet. Det oplyser Silkeborg IF Invest i en pressemeddelelse.

- I stedet for selv at opbygge en organisation, har vi købt os til den. Det giver god mening. Radisson Blu står overfor et ejermæssigt generationsskifte, og hotellet er i forvejen en af de største lejere på Papirfabrikken. Købet styrker vores samlede forretningsgrundlag, forklarer adm. direktør Kent Madsen, Silkeborg IF Invest A/S.

Hotellet ejes i dag af selskabet Silkom A/S, der ud over SIF-direktør Kent Madsen har Ole Hansen og Uffe Berg Pedersen som ejere. Alle tre har samtidig betydelige aktieposter i Silkeborg IF Invest A/S, og de har sagt ja til at sælge hotellet for 1,25 mio. kr. svarende til den bogførte egenkapital pr. 31. december 2016.

Hotel Papirfabrikken A/S, der driver Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, bliver datterselskab i Silkeborg IF Invest A/S. Dermed får koncernen tre forretningsben: fodbold, erhvervsudlejning af Papirfabrikken og hotel- og konferencedrift.

Den samlede omsætning forventes i 2018 at komme til at ligge på omkring 120 mio. kr. ligeligt fordelt mellem de tre forretningsområder.


Glad hoteldirektør

Hoteldirektør Helle Munk er glad for ejerskiftet og for de nye opgaver, Radisson Blu får ansvaret for.

- Det er et naturligt skridt fremad for os. Vi er vant til at håndtere opgaver på konferenceområdet, og Jysk Park kommer til at indgå som en naturlig del af de opgaver, vi i forvejen løser med drift af Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, Restaurant 1a og Café 1. række. Det er også vigtigt for mig, at hotellet fortsætter uændret med den nuværende medarbejderstab, siger Helle Munk i pressemeddelelsen.

Overtagelsen af Hotel Papirfabrikken Radisson Blu vil styrke Silkeborg IF Invest A/S' samlede forretningsgrundlag, men forventes ikke at få indflydelse på resultatet i indeværende regnskabsår.

Overtagelsen får ingen konsekvenser i forhold til det samarbejde, SIF har med en bred kreds af områdets restauratører om madleverance til Eniig Loungen i forbindelse med hjemmekampe.


Ordet er dit