Tip os

Pas godt på den kommunale genoptræning

14. juli 2017, 13.15

GENOPTRÆNING Hvorfor skrive om den kommunale genoptræning. Jo, fordi jeg lige nu øver mig på, at min protese og jeg får et fornuftigt nyt samliv. Og fordi jeg har læst i avisen, at der er planer om besparelser på genoptræningen. Og det er den besparelse, jeg godt vil give et par ord med på vejen.

En ordentlig genoptræning kan være forskellen mellem et varigt handicap, med alle de begrænsninger det betyder, og så muligheden for stadig at leve et aktivt liv. Jeg har modtaget den allerbedste hjælp under min genoptræning, uden den var jeg ikke kommet så meget på ret køl, som jeg trods alt er på nuværende tidspunkt.

Jeg er derudover heldig at have en ægtefælle, der tålmodigt har hjulpet og støttet.

Men trods den hjemlige støtte, har jeg i den grad haft brug for vejledning og genoptræning på kommunens center i Kjellerup.

Og uden den hjælp tør jeg slet ikke tænke på, hvad et fald og en ituslået skulder på et kommunalt fortov så var endt med.

Jeg ved jo godt, at der er bud efter hver eneste krone, kommunen har, men hvor ville det være et kvalitetsløft, hvis man ville se på tværs af de kommunale kasser.

Det, der fremlægges som en besparelse, kan så uendelig nemt blive en udgift, hvis man går fra at være selvhjulpen til pludselig at få brug for mange typer hjælp og evt. hjælpemidler.

For slet ikke at tale om en dårligere livskvalitet for den enkelte.

Derfor er der fortsat brug for høj faglig kvalitet i kommunens genoptræningen.

Det er det regnestykke, man skal være opmærksom på.

En god genoptræning og vejledning er i sidste ende til gavn for den enkelte og for kommunen.


Ordet er dit