Tip os

Næste stop: Zoologisk have!

16. juli 2017, 08.35

En gang i mellem kaster selv en våd og kølig sommerdag et muntert lille solstrejf af sig.

Det var en sur dag i bussen; guderne skal vide, at intet kan være så surt som en københavnsk HT-bus i myldretiden. Triste og trætte ansigter, tøj, der emmer af fugt, stank af sved, irriterede miner, almindelig vrissen.

Chaufføren glor forstenet frem for sig, som om billetter og rejsekort rager ham en død papand.

Vi skrumpler af sted gennem byen; nu og da en forvildet cyklist, der roder rundt i regntågen - en ældre dame er ved at vælte i midtergangen og brække pegefingeren ved den bratte opbremsning.

Surt ...

Nyt stoppested. Endnu en skare passagerer tumler ind. Skubber og puffer. Vi står som sild i en tønde, og snart begynder vi også at dampe.

Så bryder chaufførens stemme stilheden gennem højttaleren:

»Næste stop: Zoologisk Have,« annoncerer han lakonisk.

Chok og forvirring. Bussen er flere kilometer fra Zoo. Vi skal overhovedet ikke i nærheden af Zoologisk Have.

Så skærer chaufførens stemme ind igen, mildt: »Sludder! Christiansborg, mener jeg ...«

Dagen er reddet. Surheden opløses i et fælles skraldgrin.

Selv muslimkonen griner med inde bagved sløret. Tror jeg nok ...

Så er det, man tænker, at det egentlig må være træls at være politiker.

Der var en århusianer (jeg ved ikke, hvorfor det altid skal være århusianere, men der må jo være en grund), der steg på en HT-bus i København og spurgte chaufføren:

»No er jeg jo jyde - ka' jeg så osse rejse med de her køwenhavnerbusser?«

Jo, det mente chaufføren ikke, der var noget i vejen for, men da københavner-vid ikke fornægter sig, sagde han:

»Men siddepladserne er forbeholdt folk, der betaler skat i København. Så du må nøjes med en ståplads!«

Det syntes jyden var rimeligt nok - jyder er jo beskedne folk - så han stillede sig i midtergangen, mens bussen efterhånden fyldtes.

Da den nærmer sig sidste stoppested, er alle andre end århusianeren stået af. Så er det, han tænker, at det nok går an at hvile fødderne lidt, eftersom alle siddepladser er ledige.

Idet han ydmygt sætter sig på kanten af det nærmeste sæde, annoncerer chaufføren:

»Hans Knudsens Plads!«

»Undskyld!« udbryder jyden rødmende og rejser sig hurtigt igen ...

Jo, København er en underlig by, også på transportområdet.

Der er for eksempel taxachaufførerne. En stor del består af folk med en anden hudfarve end den, der fortsat er mest gængs her i landet - det er som regel de høflige - og en taxatur med en indvandrer kan udvide ens horisont, hvis man gider snakke med sådan en og ikke bare sidder og brokker sig over, at han kører en anden vej, end man selv ville have gjort, fordi ingen kender byen så godt som en taxachauffør.

En uge kørte jeg med en bosnisk professor i romansk filologi, tror jeg, det var; jeg har også kørt med læger og tandlæger - og en dag med én, der pralede af, at han havde været landevejsrøver i de kurdiske bjerge. Hans pris var nu ikke højere end vore andre taxachaufførers; de minder også om røveri.

Jeg forsøger som regel at gætte på deres oprindelsessted ved hjælp af accenten. En gang kørte jeg med en mand, der var umulig at placere. Han så nærmest tyrkisk ud, men der var noget ved sprogtonen, der ikke rigtig stemte.

»Jeg giver op!« opgav jeg, da jeg havde gjort fem-seks forsøg. »Hvor kommer du fra?«

»Skive,« sagde han. »Men min forældre stammer nu fra Store Merløse ...«

Sådan er det ikke så nemt med sprog - og ord, for øvrigt.

Et af mine børnebørn gav mig en gang en gåde:

»Hvad er det modsatte af »analogi«?« spurgte han.

Jeg prøvede med alle de fremmedord, jeg syntes måtte kunne bruges, men han accepterede ingen af svarene. Så måtte jeg igen give op. Det går lidt for tit på, synes jeg.

»Jeg giver op!« opgav jeg. »Hvad er det?«

»Anna, luk op!« grinede han.

Han var en flittig læser af Anders And. Det må være der, han havde det fra.

Apropos Anders And - på Christiansborg er der næsten total stilhed om sommeren.

En gang i mellem flopper en sag op, som kræver at nogen for skams skyld må stille op. Så dukker en lille, udvalgt skare frem fra sommerlandet - eller hvad det nu hedder - og ser sure ud.

Men hovedsagen er, at Folketinget har lovpause. Det betyder, at uanset hvilke enkeltsager, der opstår, er det umuligt at lave en hovsa-lov. Derfor dør de fleste sager i sommertiden, før der sker større skader.

Nu er der som bekendt ikke så meget, vi i dette land er blodigt uenige om; men med Johanne og Pernille Skipper og Inger Støjberg og Esben Lunde og Søren Gade og Tine Bramsen og Henrik Sass og Ole Birk Olesen og kuglestøderen og Martin Henriksen - og Jens Rohde i Bruxelles; og den genopstandne Morten Messerschmidt ikke at forglemme ...

Nej, jeg stopper her: Med dem i dansk politik vil der jo altid være noget, nogen kan kaste sig over.

Lad det nu bare være. Ingen regering er nogensinde væltet i en sommerferie - så vidt jeg husker - så lad os slappe af fra dansk politik en tid endnu. Vi trænger til det.

Imens kan vi fortælle vittigheder om busser og taxaer og den slags. Det er der mere ide i.

Og vi kan snakke om vejret.

Når det ind i mellem dukker op.

Fortsat god sommer!


Ordet er dit