Tip os
En tidligere patients malerier, der fortæller om hendes oplevelser efter at være ramt af en hjerneskade og have været indlagt på Hammel Neurocenter.

Nedskæringer på neurocentret - hvornår får det en ende?

09. september 2017, 08.05

NedskæringeR Afmagt, frustration og tomhed er de tre ord der mest præcis beskriver mine følelser den torsdag i september, hvor jeg stod i omklædningsrummet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og klædte om til mit private tøj efter en 8 timers arbejdsdag.

Jeg havde netop modtaget beskeden fra Centerledelsen om, at Regionshospitalet Hammel Neurocenter skulle spare 28 millioner kr., og at vi derfor var nødsaget til at lukke 8 senge i huset - senge som er øremærket mennesker, der er blevet ramt af en svær hjerneskade og derfor er visiteret til højtspecialiseret neurorehabilitering på Danmarks førende hospital indenfor området. 30-40 medarbejdere skulle afskediges. Medarbejdere som er specialister inden for neurorehabilitering, og som har oparbejdet faglige og personlige kompetencer inden for en patientkategori med kognitive og fysiske vanskeligheder, der er så alvorlige, at det ikke er en opgave man bare lige træder ind i.

Jeg husker køreturen hjem, hvor mine følelser kun blev forstærket af at tænke på den proces, vi gennemgik to år tidligere, hvor vi stod i samme situation. Senge skulle lukke i huset. Jeg husker mine kollegaers frygt for at skulle afskediges eller omplaceres til et andet afsnit, man ikke selv havde valgt. Jeg husker frygten for »at blive prikket«. Jeg husker de mange spørgsmål, som gik på omtanken for patienterne; hvilket tilbud skulle så gives til de patienter, der havde allermest behov for at få intensiv neurorehabilitering? Hvem skulle så løfte den opgave, når personalet på stedet netop er i besiddelse af neurofaglig specialviden, som ikke tilbydes andre steder? Det tog os to år at komme til kræfter efter fyringsrunden dengang tilbage i 2015 og indstille os på at være færre hænder og gå på kompromis med vores faglighed og det tilbud som vores patienter og pårørende i høj grad har brug for. Og nu er vi her så igen ..

Inderst inde er jeg begyndt at miste troen på, at det her nogensinde får ende. Sundhedsvæsenet er i dag under så massivt et pres, at jeg har svært ved at finde plads til den omsorg og kvalitet, som jeg mener patienter og pårørende har krav på - patienter som er ramt så massivt på deres fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle funktion, og som er dybt afhængige af fagprofessionelle, der har muligheden for at udøve deres fag, uden konstant at blive presset på tid og kravet om at effektivisere.

På den anden side vil jeg kæmpe.jeg vil kæmpe for at få mit afsnit og mit hus op at stå igen, jeg vil støtte mine kollegaer og blive ved med at italesætte, at vi skal tro på, at vi kan noget helt specielt, som kommer vores patienter og pårørende til gavn, og som netop gør det muligt for dem, at leve et meningsfyldt liv på trods af den skade, de skal leve med resten af deres liv.

En tidligere patient kom i dag forbi mit afsnit og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er et besøg som hendes, der gør, at på trods af det scenarie, vi står overfor lige nu, er der noget og nogen at kæmpe for. Patienten skænkede afsnittet tre malerier, som udtrykte hendes oplevelse af forløbet ift. at blive ramt af en hjerneskade, og jeg hæftede mig ved hendes udsagn: »Efter mange sygehusindlæggelser var det først da jeg trådte ind på H11, at jeg mærkede medmenneskelighed og omsorg«.

. Så kære politikere, hvis vores patienter fortsat skal have denne oplevelse, så gør det muligt for personalet at udøve deres fag og lad det her få en ende!


Ordet er dit