Tip os
Foto: Peter Erfurt

Navn frigivet på dødfunden i Indelukket

Ældre mand væltede sandsynligvis på sin el-scooter tæt ved åen og druknede, mener politiet
13. oktober 2017, 09.26

En 79-årig mand fra Silkeborg blev torsdag ved middagstid fundet død i Gudenåen ved Åhave Allé i Indelukket.

Det drejer sig om Poul Henning Dohn. Han blev klokken 12.20 fundet livløs i vandet af en mand, som slog alarm, da han så den ældre mand ligge med hovedet nedad, delvist inde under en bådebro.

To politifolk var de første på stedet. De fik den ældre mand op af vandet, og kort tid efter var også Brand og Redning, samt ambulance og lægeambulance fremme. Lægen erklærede manden for død.

Poul Henning Dohn var dårligt gående og kørte på en el-scooter. Politiet vurderer, at han døde som følge af en ulykke:

- Vi fandt el-scooteren nede ved åen. Den var væltet om på siden og lå 15 meter sydøst for den ældre herre. Han var tilsyneladende drevet med strømmen:

- Det tyder på, at den ældre mand kom kørende og fik det højre baghjul ned i et 10-15 centimeter dybt hul, som fik scooteren til at vælte, siger politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Der er intet, som tyder på en forbrydelse. Politiet betragter det som et såkaldt »mistænkeligt dødsfald«. Og det skyldes, at ingen vidner så Poul Henning Dohn falde i vandet ved det lille hus på den anden side af kajak-klubhuset.

Poul Henning Dohn kan muligvis have slået hovedet i faldet. Det ved politiet mere om, når der mandag holdes ligsyn. Herefter tages der stilling til, om en obduktion også er nødvendig, fortæller John Toft, der oplyser, at den 79-årige mands pårørende er underrettet.


Ordet er dit