Tip os

Lokale fiskeriforeninger arrangerer predator-konkurrence

12. oktober 2017, 16.07

Silkeborg/skanderborg I weekenden samles nogle af landets bedste rovfiske-fiskere i Silkeborg, når Silkeborg Fiskeriforening, Skanderborg Lystfiskerforening og effektlageret sammen afholder en predator-fiskekonkurrence som løber over to dage.

- Vi har ikke prøvet at arrangere sådan en konkurrence før, men flere af os har deltaget i lignende konkurrencer, og så ville vi gerne selv prøve at arrangere én, fortæller Morten Beck Nielsen, der er formand for Silkeborg Fiskeriforening.

Inspirationen kommer blandt andet fra den hollandske fiskekonkurrence »World Predator Classic«, hvor det koster 20.000 kroner i deltagergebyr per båd.

For få år siden var der repræsentanter for konkurrencen på Julsø for at teste, om man skulle afvikle konkurrencen her, men det blev vurderet, at her var for få rovfisk.

- Vores konkurrence er selvfølgelig i mindre skala, og det koster kun 300 kroner at være med, siger Morten Beck Nielsen.

Arrangørerne forventer at omkring 50 både med to personer i hver vil deltage i konkurrencen.

- Der er både lokale deltagere, og andre der kommer langvejsfra. Flere af landets bedste predator-fiskere er tilmeldt, fortæller formanden.

Der fiskes efter rovfiskene gedde, aborre og sandart. Alle fisk, der fanges, bliver målt, og holdet med det største, samlede antal centimeter fisk vinder et gavekort på 10.000 kroner til effektlageret.

Lørdag den 14. oktober er det Silkeborgsøerne, der danner ramme om konkurrencen, mens det på søndag foregår i Skanderborg Sø.


Ordet er dit