Tip os

Liberal Alliance arbejder for en mere effektiv kommune

13. september 2017, 12.47

Bureaukrati Da LA kom ind i byrådet i 2014, arbejdede jeg for en mere effektiv og mindre bureaukratisk kommune. Både før og efter valget! Det skete først på beskæftigelsesområdet, som hørte under Arbejdsmarkedsudvalget, hvor jeg sad og arbejdede for det. Jeg kender naturligvis ikke alle arbejdsgange i Silkeborg Kommune, og derfor bestilte Silkeborg Kommune et firma til at optimere arbejdsgange sammen med medarbejderne. Hvilket er den eneste rigtige måde at gøre det på, vi er politikere ikke driftspersonale. Det er i øvrigt sundt at huske på.

Da resten af byrådet så, hvor effektivt det var, blev det gjort i Ældre- og Handicapudvalget og Sundheds-og Forebyggelsesudvalget. Det er altid godt at få ekstra øjne på en opgave, også hvis det skulle vise sig, at der ikke skal ændres noget. Det giver en god sikkerhed til medarbejderne at vide, at de faktisk gør tingene på den mest effektive måde.

EL skriver, som sædvanligt, et meget langt indlæg. Sådan er det nok når alle parolerne skal med i alle debatindlæg. Så jeg vil forsøge at gøre det kort. Når man sænker skatteprocenten eller registreringsafgiften, så får dem, der tjener flest penge eller køber de dyreste biler også flest penge ud af det. Sådan er procentregning. Men det er samtidig også dem, der tjener flest penge, der betaler mest i skat, for at få den samme offentlige service som alle andre. Sådan er procentregning også. Så det virker som bekendt begge veje. Vi har i Danmark, og her i Silkeborg Kommune, en masse velfungerende private virksomheder, som heldigvis ikke går konkurs hele tiden, selvom man skulle tro, det var den sikre vej for private virksomheder, når man hører EL. Det er i øvrigt meget heldigt, for ellers var der ingen til at betale til vores fælles velfærd.

Så jeg tænker at LA og EL faktisk er enige om nogen ting. Beskrivelsen fra EL kommer dog ofte som en råben, men det er måske meget naturligt, når ens argumenter er langt ude i skoven.


Ordet er dit