Tip os
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Kunst i unikke outdoor omgivelser

13. september 2017, 12.49

MuSeum Jorn I tillægget i Midtjyllands Avis lørdag d. 9. september, »Kunstcentret Silkeborg Bad 25 år«, siger kulturmanden Christian Have, at man som gæst bliver overvældet af stedet og først og fremmest den smukke natur. »Det er faktisk kun Louisiana i Humlebæk, der har noget tilsvarende«.

Ja, stedet og beliggenheden er unik, og det får mig til at tænke på Museum Jorns beliggenhed i Indelukket, som også har en utrolig smuk beliggenhed i rolige og grønne outdoor omgivelser.

På mine besøg i Museum Jorn møder og hører jeg ofte gæster i caféen, der fremhæver den unikke beliggenhed med mulighed for gå/vandreture i Indelukket og langs Remstrup Å.

Det er mig derfor helt uforståeligt, at der foreslås et nyt Museum Jorn ved et af byens store trafikknudepunkter Kvickly-krydset. - Godt nok med udsigt til Langsøen, men også med voldsom bilstøj og luftforurening og problematiske parkeringsforhold.

Hvorfor ikke foretage en renovering og udvide Museum Jorn og bl.a. etablere en ekstra etage med ovenlys til udstilling og tagterrasse/cafe. Tag med grøn beplantning og facaderne beklædt med flotte trælister, der ville falde godt ind i de grønne omgivelser i Indelukket.


Ordet er dit