Tip os
Hvert år siden 2005 har kronprinsparret uddelt priser inden for kultur og socialt arbejde. 25. november uddeles Kronprinsparrets Priser 2017 i Jysk Musikteater i Silkeborg. Her ses Frederik og Mary ved prisuddelingen i Sønderborg i 2012, hvor forfatteren og tegneren Jakob Martin Strid modtog kulturprisen på 500.000 kroner. ?RITZAU FOTO

Kronprinsparret rykker ind i Silkeborg

Kronprinsparrets Priser 2017 uddeles 25. november ved et stort tv-show i Jysk Musikteater
14. juli 2017, 08.00

SILKEBORG Når kronprinsparret til efteråret uddeler priser inden for kultur og socialt arbejde, kommer festen til at stå i Silkeborg.

Det sker i Jysk Musikteater lørdag 25. november ved stort show, som sendes direkte på DR 1.

I løbet af aftenen bliver der uddelt i alt fire priser, hvor kronprinsparret hædrer ekstraordinære indsatser inden for kultur og socialt arbejde. Hvert år uddeles Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris samt to stjernedryspriser, som går til yngre kunstnere, som er på vej til at bryde igennem.

Kronprinsparrets Priser er tidligere blandt andet blevet uddelt i Holstebro, Frederiksværk, Sønderborg og Operahuset i Sydney i Australien, og borgmester Steen Vindum (V) er både glad og stolt over, at det nu er Silkeborg, som er værtsby ved prisuddelingen i år.

- Det er et stort arrangement, som naturligvis vil tiltrække stor opmærksomhed og trække en masse mennesker til byen. Der er mange involveret, og det er en meget stor event, som Jysk Musikteater skal lægge scene til. Men først og fremmest er jeg beæret over, at kongehuset vælger at lægge så stort et arrangement i Silkeborg, siger han.


Kulturliv og social indsats

Silkeborg Kommune blev allerede i efteråret kontaktet angående prisuddelingen, men det er først nu, at kongehuset og Bikubenfonden offentligt kan melde ud, at prisfesten skal stå i Silkeborg til november.

Ifølge Bikubenfonden har Silkeborgs bredde og aktive kulturliv og kommunens sociale indsats for at få udsatte borgere i job, der har været afgørende for at Kronprinsparrets Priser nu bliver uddelt her i byen.

Silkeborg blev tidligere i år hædret som årets socialeøkonomiske kommune, og blandt andet derfor har det også været oplagt at vælge Silkeborg som værtsby, fremgår det af pressemeddelelsen fra Bikubenfonden.

- Vi blander os i dag blandt de største kulturbyer i Danmark. Samtidig gør vi også en målrettet indsats for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked med plads til socialt udsatte. Det er jo noget af det, som vi også gerne vil have fokus på i forbindelse med prisen, siger Steen Vindum.

Han fortæller, at det er planen, at kronprinsparret inden uddeling af prisen skal have en rundvisning til udvalgte steder i Silkeborg for at lave et kort indslag om Silkeborg, som vises i forbindelse med showet.

- Det er en stor mulighed for at fortælle om Silkeborg i »primetime« tv lørdag aften, siger Steen Vindum.


Kronprinsparrets priser

Priserne blev stiftet i 2004 af Bikubenfonden som en bryllupsgave til Frederik og Mary og uddeles hvert år.

Kronprinsparrets Kulturpris er på 500.000 kroner og er tidligere gået til blandt andre: Filminstruktør Tobias Lindholm, Teaterinstruktør Elisa Kragerup, Holdet bag »Forbrydelsen«, tegner og forfatter Jakob Martin Strid, arkitekt Bjarke Ingels, musiker Tina Dickow, skuespiller Sonja Richter og kunstner Olafur Eliasson

Kronprinsparrets Sociale Pris er på 500.000 kroner og er tidligere gået til blandt andre: Børn, Unge og Sorg, TUBA, Natteravnene, Ungdommens Røde Kors, Red Barnet og Julemærkefonden.

Der uddeles to stjernedryspriser på hver 50.000 kroner og blandt de tidligere modtagere er: Mundharpenisten Mathias Heise, kunstneren Amalie Smith, fotograf Lærke Posselt, sangerinden MØ, musikeren Oh Land, rockbandet The William Blakes, forfatteren Josefine Klougart og designeren Mark Tan, som er fra Ry.

Ordet er dit