Tip os
KIF'erne og Sebastian Denius spillede i hvidt i Aarhus.
Foto: Peter A. Sørensen

KIF-træner tilfreds med et point

Kjellerup IF spillede 0-0 mod Aarhus Fremad efter en jævnbyrdig kamp
12. august 2017, 17.19

FODBOLD Kjellerup IF tog til Risvangen i Aarhus for at hente tre point mod Århus Fremad i 2. division Vest, men opgøret sluttede 0-0.

I det sidste kvarter var hjemmeholdet også tættest på sejren med en friløber til Mathias Valentin og et skud på overliggeren, og i det lys var der tilfredshed i KIF-lejren.

- Inden vi tog herind, ville jeg ikke være tilfreds med et point, men når de har et skud på overliggeren til sidst, så skal vi nok være tilfredse, lød det fra KIF-træner Jonas Dal.

Han roste sit hold for at forsvare godt, men til gengæld var der igen for mange fejl.

- Vi er dygtige til at undgå, at de selv skaber noget, men til gengæld er vi rigtig, rigtig dårlige til at undgå, at de skaber noget, når vi laver fejl. Det skal vi have ryddet væk, for ellers bliver det for farligt for os, mente KIF-træneren, der anser Aarhus Fremad for et af de stærkeste hold i rækken.

Første halvleg blev ingen stor oplevelse i Aarhus. Hjemmeholdet havde bolden mest, men KIF'erne virkede farligst på kontra-angrebene.

De helt store tilbud blev det dog ikke til i de første 45 minutter på den tunge bane.

Regnen silede også ned i stort set hele kampen, så spillerne var godt trætte til sidst.

Med det uafgjorte resultat har KIF'erne fire point efter tre kampe.


Ordet er dit